Bag Gardasøens turistmekka gemmer sig et landskabeligt skatkammer af rå og uspoleret natur, som opleves bedst fra hesteryg. Sammen med rejsejournalisten Anne-Vibeke Isaksen har rytter Lene Goller Sørensen været på eventyr i det uberørte bjergområde, og det er der blevet et Tv-program ud af, som sendes på DK4 i marts 2007. I mellemtiden kan man nyde Lene Goller Sørensens rejsebeskrivelse lige her på Heste-Nettet.
PÅ HESTERYG I BJERGENE VED GARDASØEN
-Af Lene Goller Sørensen
Hver sommerferie igennem de sidste 20 år, er vi draget afsted til det skønne Gardasøen, som vi har tabt vores hjerter til - og det kan der nævnes mange grunde til - her en af dem.
Det lyder måske som en turisttur til turisternes mekka, men der tager du helt fejl. Kun et par timers ridning ud i bjergene, og du er i ubeskriveligt smuk og uberørt natur blandt små bjerglandsbyer hvor livet ligner noget for 50 år siden.
Min familie og jeg bor på campingplads ved Gardasøen, og så for nogle år siden fandt jeg dette lille stutteri oppe i bjergene, hvor der er ca. 25 heste. Stedet ligger i Gaino, ca. 300 meter over Gardasøen, oppe i bjergene over byen Toscolano på søens vestside. På stutteriet er der 8 dejlige dobbeltværelser med skøn udsigt over Gardasøen og bjergene.
Stedet tilbyder rideture fra 2 timers varighed til trekkingture af flere dages varighed. Jeg er en erfaren rytter, som rider dagligt. Jeg er hvert år på rideferie i Polen, men havde aldrig redet i bjerge før.
Første gang jeg skulle booke en tur, ringede jeg til stedets ejer, Giovanni, som selv rider med på alle hel- og flerdagsture. Giovanni tager helst ikke ryttere med på heldagsture uden først at have set rytteren på en 2 timers tur, for selv at vurdere rytterens erfaring. Jeg syntes egentlig, det var lidt hysterisk, men har sidenhen fået respekt for sværhedsgraden ved at ride over det ene bjerg efter det andet og ude i øde natur, hvor der ikke er mulighed for at fortryde. Det skal dog lige siges, at jeg aldrig har fortrudt. Jeg bliver bare endnu mere fascineret af den ubeskrivelige natur, og så på hesteryg.
De korte ture på 2 - 3 timer kan også uerfarne ryttere deltage i. De foregår på bjerget foran Gardasøen, og her er meget smukke udsigter over søen. Der rides igennem små landsbyer, og der er også mulighed for lidt trav og en lille galop, da terænnet tillader det. Men man kommer ikke ud i den uberørte natur, det tillader tiden ikke.
På heldagsturene er der forskellige ruter, men alle byder de på oplevelser, som jeg ikke troede var mulige på hesteryg. Hvis man primært er til "fart over feltet" og ikke sætter pris på naturen, skal man ikke vælge en ridetur i bjergene - jeg er selv til begge dele, men hver ting til sin tid. Dog skal jeg lige hilse og sige, at bjergridning i primært skridtgang meget let kan få adrenalinen til at rulle i årerne - der rides igennem svære passager hvor det er afgørende, at hest og rytter arbejder sammen, ellers kan det ikke lade sig gøre.
Hestene er meget gode og stabile, ligeså er udstyret. Giovanni har 2 hunde som følger ham på alle rideturene. Den ene - en schæfer, Mathilde - og den anden en hyrdehund, Adele. Hundene følger Giovanni overalt, men har også opgaver på turene - under svære passager sørger Mathilde altid for at sidste mand/hest er sikkert med, og hvis vi kortvarigt kommer ud på asfalteret vej, hvor der er risiko for motorkøretøjer, går Adele ud midt på vejen for at sænke deres fart. Ude i vildnisset, sørger hundene også for, at der ikke er et aggressivt vildsvin som kunne finde på at angribe hestene - det kan ske hvis de har unger.
Jeg var på en todags tur, hvor vi og hestene efter 3½ times ridning skulle have hvil og frokost i en lille uddøende bjerglandsby hos en ældre dame. Hestene sadler vi af, og binder dem til en pæl, hvoir de får vand og foder, og kan græsse lidt. I køkkenet er der dunkelt, skodderne er selvfølgelig lukket til for at holde varmen ude - men der er gang i det åbne ildsted, hvor der hænger en stor, sort jerngryde over ilden. Her bliver tilberedt den skønneste spaghetti bolognaise - vi får et glas vand og et køligt glas hvidvin til - et pragtfuldt måltid som både mætter sjæl og legeme.
Efter espresso, grappa og snak er der hurtigt gået 2 timer, og vi skal af sted igen. Vi skal bestige et bjerg, hvor stigningen er meget stejl. Vi skal ca. 800 meter op inden vi kan puste ud igen. Det er hårdt arbejde - især for hestene.
Vi kommer op på en åben slette, og hvilken udsigt der møder os - vi er i ca. 1500 meters højde. Da hestene har pustet ud, tager vi en stille galop over sletten - det er næsten som at have vinger - at være lidt nærmere himlen - jeg skulle i hvert tilfælde knibe mig selv i armen for at vide at jeg var vågen.
Vi rider videre på munkestier, som navnet siger; bygget af munkene for mange år siden, for at kunne komme omkring i bjergene mellem de små byer og kirker. Jeg har altid undret mig over, hvorfor der lå små kirker højt oppe i bjergene og på afsides liggende steder, men ved nu at de blev bygget for at kunne isolere syge smittet med pest, og derved forsøge at mindske spredningen af pesten.
Ca. 4 timers ridning senere ankommer vi til et lille pas i 1100 meters højde, hvor der også er et gæstehus - her bliver heste, hunde og vi installeret og nyder et dejligt aftenmåltid mens der hyggesnakkes. Der er ingen problemer med at sove om natten. Forventningerne til morgendagens ridt er store.
På en af de andre ruter overnatter vi i et gammelt italiensk landhus fra 1100-tallet - en ældre dame byder os velkommen på terrassen med et køligt glas rosevin. Huset ser ikke ud af noget særligt udefra - men overraskelsen er stor da vi træder ind i huset. Her oser af historie. Meget flotte rum med høje, bemalede lofter, store antikke møbler og krystallysekroner - stort landkøkken med åbent ildsted og vægge fyldt med potter og pander. Kun én ting er nutidig: Det er fjernsynet, der næsten altid er tændt i køkkenet i italienske hjem. Jeg tror næsten 24 timer i døgnet - det får mig lige til at vågne op igen. Jeg behøver vist ikke nævne, at sengene her var en dronning værdig.
Når man starter anden dag i sadlen, er bagdelen lidt øm, på trods af utrolig gode trekkingsadler - men det glider snart i baggrunden, når den smukke natur træder i forgrunden - og jeg føler mig et med hest og natur.
Jeg glæder mig allerede meget til næste gang jeg skal på tur i bjergene ved Gardasøen.
