Foreningen Sleipner, der startede på Heste-Nettet, lukker og slukker nu på grund af administrative problemer. Det skriver formand Kirsten Nielsen i et nyhedsbrev til medlemmerne, hvor hun forklarer, at det bl.a. er fordi, hun selv er kronisk syg, at hun ikke længere kan føre foreningen videre.
Gennem længere tid har det været svært at mobilisere frivillige til bestyrelsen, så selvom Sleipner har haft stor succes med at forbedre slagtedyrs velfærd - herunder heste - må man nu sande, at der ikke er hænder nok til at viderebære arven fra ildsjælen Kirsten Nielsen.
"Vi har nu forsøgt i ca 1 år, at finde en løsning - og må opgive", skriver formanden i sit brev til medlemmerne. "Vi har arbejdet hårdt i de fem år, foreningen har eksisteret, på at få stoppet transporter af slagtedyr til andre EU lande. Vi har holdt foredrag i folketinget, for venstres folketingsgruppe, vi har været til møde med Landbrugets præsident Peter Gæmmelke - Vi har fået taletid i tv og radio samt er blevet refereret i mange, mange aviser og tidsskrifter."
Sleipner startede for fem år siden med en ophedet debat på Heste-Nettet om eksport af slagteheste. Dengang besluttede Kirsten Nielsen at gøre noget ved problemet, i stedet for at begræde det på internettet. Hun stiftede Sleipner, og fik sidenhen bl.a. troubadouren og humanisten Niels Hausgaard involveret i den gode sag.
"Vi har skabt røre og debat og skabt fokus på problemerne omkring dyremishandlingen som finder sted, for at vi kan få mad på bordet", skriver Kirsten Nielsen. "Problemet er jo bare, at vi ikke er færdige med vores arbejde."
Beslutningen om at afvikle Sleipner skete på en ekstraordinær generalforsamling 13. oktober. En måned senere - 13. november - er der planlagt endnu en ekstra generalforsamling, hvor foreningen til sikring af slagtedyrs velfærd får det endelige dødsstød.
www.sleipner.dk
Slut med Sleipners kamp for slagteheste
Tilføjet d. 26-10-2006 kl. 11:41 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.

