Dressurheste skal være rolige. Det var budskabet fra Kyra Kyrklund i går efter World Cup-klassen, hvor hun var blevet nummer to på Max.
Heste-Nettet spurgte den finske legende, hvorfor hendes hest som en af de eneste forblev 100% styrbar under hele præmieceremonien. Mens bl.a. de hollandske heste under ryttere som Anky van Grunsven og Laurens van Lieren - og sågar vinderhesten Don Schufro - stoltserede fyrigt rundt mellem hinanden mere eller mindre uden for rytternes kontrol, stod Max med fire ben plantet solidt i Vilhelmsborgs velplejede ridehusbund. Tøjlerne hang løst om hestens hals, og en gang i mellem bøjede rytteren sig frem for at give den en godbid.
Ekvipagen stod sammen med Nathalie zu Sayn-Wittgenstein på Digby og Louise Nathhorst på den danskavlede hingst, Guinness, i skarp kontrast til flertallet af de andre ryttere, der måtte kæmpe for at holde deres heste nogenlunde under kontrol. En efterhånden almindelig tilstand blandt verdenseliten, hvad man måske kan undre sig over, når nu dressur primært drejer sig om lydighed.
Kyra Kyrklunds forklaring på Max's rolige håndtering af det store ståhej var enkel: "Hestene har selvfølgelig hvert deres temperament, men dressuren har jo til formål at gøre hesten rolig, og at lære den at være lydhør for rytterens signaler", forklarede hun. "Jeg passer også på at jeg ikke hidser ham op, når han er inde. Nogle ryttere giver den lige lidt ekstra, så hesten viser sig flottere frem, men jeg er forsigtig med ikke at skræmme ham".
Kyra Kyrklund var desuden fuld af ros til arrangørerne af World Cup-stævnet, JBK Horse Shows. Især var hun glad for at der var blevet gjort sådan et stort arbejde med at fylde opvisningshallen op med dressurfans.

