Andreas Helgstrand ser ud til at have planer om at gøre det til en fast efterårstradition at løbe af med sæsonens første vesteuropæiske World Cup-point på Vilhelmsborg. I går sejrede han på Blue Hors Don Schufro foran Kyra Kyrklund på Max og hollandske Laurens van Lieren på Hexagon's Ollright i Grand Prix küren.
Selvom Don Schufro var lidt træt, fik hingsten ros af Andreas Helgstrand. Den har kun været rigtigt i gang i en måneds tid efter at have været skadet siden forsommeren. Det var derfor noget af en opgave, den var kommet på, men skønt prusten og stønnen lagde Schufro luft til toeren. Vinderscoren lød på 79,0%, og Kyra Kyrklunds Max gik til 75,75%, så det var en suveræn hjemmebanesejr til Helgstrand og Don Schufro.
På en flot fjerdeplads kom Nathalie zu Sayn-Wittgenstein på Digby. Det var kun hestens tredie kür, så de rare World Cup-point kom som en behagelig overraskelse for rytteren, som bl.a. slog den regerende verdensmester, Anky van Grunsven, der kom på en femteplads. Dog ikke på førstehesten Salinero, der tager sig et velfortjent hvil oven på sensommerens strabadser i Aachen. Derimod var det Krack C, der bar den hollandske superstjerne gennem fredagens clinic og weekendens World Cup-stævne.
Andreas Helgstrand vandt på Vilhelmsborg
Tilføjet d. 23-10-2006 kl. 09:09 af JulieTaylor i kategorien World Cup.

