Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Føl-auktion på Vilhelmsborg

Dansk Varmblod forventer købere fra Norden, Tyskland, Holland, Belgien og England.

Danske varmblodsavlere holder lørdag den 1. september kl. 15.00 auktion over en kollektion af udsøgte føl, som både med hensyn til kvalitet og præstationsafstamning kan matche ethvert avlsforbund i verden.

En kommission har inspiceret de tilmeldte føl, som er blevet fotograferet og kan ses på Dansk Varmblods hjemmeside, varmblod.dk, som også afslører afstamning i fire generationer samt avlerens navn og adresse. Et særligt auktionskatalog med fotos af alle føllene og auktionsbestemmelserne kan rekvireres fra Dansk Varmblod, som har domicil på Vilhelmsborg, det nationale hestesportscenter 10 km syd for Århus. Det gennemarbejdede salgsmateriale, som har været klar de sidste tre uger, skaber en solid basis for udenlandske købere til at byde via mobilen.

Priserne på danske varmblodsheste og føl har i de senere år været inde i en positiv udvikling for den del af avlen, som kan gøre sig på verdensplan.

Gennemsnitsprisen for de solgte føl i 2000 blev på 72.000 kroner og et føl efter hingsten Comeback II toppede med en hammerslagspris på 145.000 kroner.

Under sidste auktion på Vilhelmsborg købte en af Europas største hestehandlere, Paul Schockemöhle fra Tyskland et føl for 30.000 DM efter hingsten Don Schuffro, som han for nogle år siden havde solgt til Keld Kirk Kristiansens stutteri Blue Hors Dressage beliggende mellem Billund og Vejle.

Senere samme år købte Paul Schockemöhle den danske hingst Lando, som vandt sølv under de olympiske lege i Sydney. Dansk Varmblod forventer sig meget af dette samarbejde blandt andet, at interessen for danske heste vil stige yderligere.

På auktionen er der i år et antal føl efter hingsten Blue Hors Don Schuffro samt et føl med sølvmedaljevinderen Lando som morfar, der kunne interessere Paul Schockemöhle. Føl efter hingstene: Blue Hors Don Schuffro, -Cavan, Future Cup og -Hertug vil sikkert nyde Keld Kirk Kristiansens bevågenhed. De to føl efter Blue Hors Cavan, som Lars Petersen - ansat på Blue Hors - netop er blevet nr. 5 på ved EM, opnår med stor sandsynlighed toppris.

En gennemgang af kollektionen viser føl med de danske hingste May Sherif og Matador i stamtavlen. Det er hingste som nyder stor popularitet blandt ryttere ude i verden. Men det gælder faktisk for samtlige 33 føl, at der er favoritafstamninger for enhver smag.

En auktion er altid forbundet med stor spænding for både sælger og køber. Handlerne afgøres næsten pr. impuls i en fortættet atmosfære, men der er god tid til vurderinger og funderinger formiddagen før auktionen, hvor der er lejlighed til at tale med Dansk Varmblods dyrlæge og føllets avler, hvis man finder det nødvendigt, inden man skrider til at byde.

Dansk Varmblod udsender referat fra auktionen, når den slutter søndag.

[Kilde: DANSK VARMBLOD]

 

Tilføjet d. 23-08-2001 kl. 22:22 af i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider