Spanier vandt VM i distance
Det blev spanske Miguel Vila Ubach, der vandt guld, da 159 ryttere fra 42 nationer i går kæmpede om verdensmesterskabet i distanceridning. Mere end ni timer tog det den 32-årige rytter og den otteårige arabervallak, Hungares, at tilbagelægge de 160 km bakkeland omkring grænsen mellem Tyskland, Holland og Belgien.
Sølvet gik til franske Virginie Atger på Kangoo D'Aurabelle og Frankrig løb ligeledes af med bronzemedaljen - den gik til Elodie Le Labourier på Sangho'Limousian.
Verdensmesterskabet for hold blev vundet af Frankrig foran Schweitz og Portugal.
Kun én dansk ekvipage fuldførte ridtet, hvor circa halvdelen af feltet faldt fra undervejs. Det var dyrlæge Johanne Hvid på Mon Ami Navarro ox, der fik lov at ride hele vejen, og endte som en samlet nummer 33. Både Gerda Hansen og Inger Berthelsen måtte udgå ved 3. dyrlægetjek.
Se flere resultater på www.aachen2006.de
Tilføjet d. 22-08-2006 kl. 10:28 af JulieTaylor i kategorien Ridesport.

