Beerbaum går efter guldet
Det tyske springlandshold, anført af Ludger Beerbaum, lægger ikke skjul på, at det er guldet, der gælder i Aachen.
Ved en storslået optaktsceremoni foran Brandenburgerporten i Berlin bar de tyske ryttere hjelme i farverne sort, rød og guld - et entydigt tegn på værtsnationens hensigter, når VM skydes i gang den 20 august. Over 2000 mennesker var mødt op for at se det store før-show, som skulle gejle de tyske fans op før hovedbegivenheden om under to uger.
Beerbaum har da også noget at have sin kampgejst i. To gange har han været med til at vinde holdguld til Tyskland ved VM, og tre gange har han redet med på vinderholdet ved EM. Individuelt har den legendariske tysker vundet to europæiske mesterskaber, men en individuel VM-guldmedalje mangler han stadig på kaminhylden. I 1992 vandt Beerbaum individuelt OL-guld, ligesom han tre gange har været på vinderholdet ved Legene. Ikke medregnet heri er den midlertidige guldmedalje, som Tysklands hold en kort overgang opbevarede efter OL i Athen, indtil dopinghammeren faldt over Beerbaums hingst, Goldfever, og holdet blev relegeret til en bronzemedalje.
Uanset dopingskandalen mangler Beerbaum kun den ene appelsin i sin turban, som er det individuelle VM-guld. Så det er intet under, hvis det efterhånden fuldmodne ikon for alvor lægger sig i selen, når løjerne går løs i Aachen.
Kilde: www.aachen2006.de/
Tilføjet d. 10-08-2006 kl. 11:35 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.

