Søndag d. 13/8 afholder Dansk Varmblod region 1 og Dansk Sportsponyavl deres traditionelle føl og plagskue på dyrskuepladsen i Roskilde.
Følskuet i Roskilde har igennem de sidste par år udviklet sig til at blive det største på landsplan, og i år er da heller ingen undtagelse. Næsten 200 katalognumre stiller til bedømmelse, og skal kæmpe om at blive henholdsvis bedste hoppe-, hingste- og springbetonede føl, samt bedste 2-års hoppe i de to repræsenterede avlsforbund.
Både føl og plage er afstamningsmæssigt meget bredt repræsenteret på både mødrenes og fædrenes side. På dagen kan ses afkom efter særdeles kendte og afprøvede hingste fra både ind- og udland, men der stiller også en del føl, efter forholdsvis unge og nykårede hingste.
Går man selv med tanker om at avle heste, kan følskuet være et godt fingerpeg i retning af hvilken hingst der med fordel kunne vælges til den type hoppe man har, eller give en ide om hvilken type hest eller pony man kan anskaffe sig, hvis man ønsker at avle mod et bestemt mål.
Er man generelt glad for heste byder følskuet på en oplagt mulighed for at tilbringe et par hyggelige timer et selskab med hestefolk fra hele Sjælland, udtryksfulde 2-års hopper og masser af charmerende føl og deres mødre.
Arrangementet starter kl. 9 og forventes afsluttet ca. kl.16. Der kan købes mad og drikke på pladsen, ligesom en del af arrangementets sponsorer vil have opsat forskellige boder.

