Bokslegetøj kan stresse heste
De uforudsigelige intervaller mellem belønninger fra nogle typer bokslegetøj kan være med til at stresse hesten, viser en undersøgelse fra universitetet i Southampton i England.
Et stigende antal hesteejere sørger for, at hesten har en "godbid-automat" i boksen, som den kan trille med eller skubbe rundt på gulvet, så der falder foder eller godbidder ud. Tanken bag er, at dette legetøj aktiverer hesten og forlænger ædetiden, så stress forebygges.
Undersøgelsen fra Southampton er dog kommet frem til en overraskende, foreløbig konklusion. Forskerne ville afprøve 12 hestes reaktioner på, at legetøjet blev placeret i en krybbe eller en spand. Traditionelt bokslegetøj tildeler godbidderne på gulvet, hvilket medfører en risiko for at hesten får spist gødning eller ufordøjelig strøelse som f.eks. spåner. Undersøgelsens formål var at teste om hestene kunne få legetøjet til at virke, når det ikke lå på gulvet.
Tre forskellige typer legetøj blev brugt i undersøgelsen og placeret i hhv. en krybbe og en spand: En rund bold, en terning og en mangesidet "bold". Samtlige heste havde held til at få mindst én af legetøjstyperne til at levere foder. Men hestene viste også en del tegn på frustration, når de ikke kunne få legetøjet til at "virke". Skraben med forbenet og biden i legetøjet var de to typer adfærd, som forskerne observerede, og som de kategoriserede som tegn på frustration. Når legetøjet var tomt, og ikke længere uddelte foder, forårsagede det igen tegn på forvirring og frustration hos hestene.
Nu anbefaler forskerteamet, at der forskes yderligere i den psykologiske effekt af staldlegetøj, der uddeler foder eller godbidder. Det kan være, at heste som vanedyr faktisk slet ikke trives med denne uforudsigelige form for stimulering.
Kilde: Applied Animal Behaviour Science
Tilføjet d. 07-07-2006 kl. 11:05 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.

