Stadig ingen tiltale i sag om vanrøgt
Politiet i Assens bekræfter i dag, at der foreløbig ikke er nogen tiltalt i sagen om de to heste, som for få uger siden blev fundet efterladt i stalden til en forladt ejendom ved Assens.
"Sagen er sendt til udtalelse i Fødevarestyrelsen", siger Niels Jensen fra Assens Politi til Heste-Nettet. "Indtil vi har fået den udtalelse, kan vi ikke gøre mere". Det skyldes ifølge Niels Jensen, at efterforskningen af vanrøgtsager er mere komliceret, end den almindelige dyreven måske går og tror. Ikke alene skal Fødevarestyrelsens dyrlæger tage stilling til om hestene har været vanrøgtet. De skal også afgøre, hvor grov en lovovertrædelse, der eventuelt er tale om, inden politiet kan bestemme sig for en strafferamme. Og det er noget, der tager tid. "Hvis sådan en sag skal hele turen igennem, kan det godt tage et års tid", slutter Niels Jensen.
Læs den oprindelige nyhed om sagen her
Tilføjet d. 29-06-2006 kl. 11:56 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.

