Velafrettede ponyforældre

Den gode stemning ved Landsfinalerne er ikke sådan lige til definere. Hvad er det ved en tinker med blåt hovskæg eller en lille dreng i tylskørt og ridebukser, der er så godt for sjælen? Der er ingen sure miner eller tårekvalte, uforløste stjernedrømme. Ingen "dumme" heste - kun bemærkelsesværdigt upåvirkede ponyer med fantasifulde frisurer og kampslogans spraymalet på måsen.

Der er masser af hold-ånd og kammeratskab, og i skrivende stund er ponytøser i alle aldre trukket i disko-dresset inden aftenens store festarrangement. Det hele emmer kort sagt af vellykket storstævne, men der mangler alligevel noget. Ponyforældrene synes ligesom at blive på den rigtige side af barrieren - helt af sig selv. Om det er atmosfærens ambitionsdæmpende uhøjtidelighed eller det at mange af ponyerne er ejet af rideskoler, skal ikke kunne afgøres. Men selvom mødrene og fædrene er her i massevis, står de pænt på tilskuerpladserne, iført åndssvage heppe-uniformer, med matchende heppehunde og små søskende i klubfarver og højt humør. Det er en fryd af proportioner, og uanset hvad der får breddeforældre til at opføre sig så eksemplarisk, kunne deres ofte stigmatiserede kolleger rundt omkring til lands- og distriktstævner måske lære lidt af dem. Der findes "gode" ponyforældre og der findes "mindre gode". Men ved Landsfinalerne synes de "gode" at være i overtal.