-Af Jørgen Konge
Dansk Ride Forbunds æresmedlem Bent Neergaard, holdt Sankt Hans-talen ved bålet på Vilhelmsborg, hvor rigtigt mange af weekendens deltagere var mødt op for at høre Bent og synge med på midsommrvisen.
Bent Neergaard talte om gamle dage i forhold til i dag, og om hvordan man brugte jernbanen, når man skulle til ridestævne. Hvad der i dag tager 4 - 5 timer tog dengang 15 timer, men det gav sammenhold - det sammenhold som Landsfinalerne forhåbentlig også kan give deltagerne.
Det at man er sammen i flere dage om det at have og bruge heste. Det at have hest forpligter, men også at hjælpe til med opbygningen af stævnet og ikke mindst nedtagningen, selv om man mest har lyst til at tage hjem eller sove. Man gør arbejdet, fordi det gør de andre, der også helst vil sove - det er forpligtelsen, som giver sammenhold. Han fortalte også, at H.C.Andersen havde fejret Sankt Hans aften mens han boede på Vilhelmsborg, og syntes det var et skønt sted at være. Det gør Bent Neergaard også - det kan ikke undre, for han har været med til at få Det Nationale Hestesportscenter op at stå. Bent Neergaard sluttede af med at ønske alle deltagere nogle gode dage på Vilhelmsborg, og håbede, at de lige som H.C. Andersen måtte vende tilbage.

