Alle dressurfans bør valfarte til BROHOLM GODS på Fyn for at opleve DM i dressur, som også er den endelige udtagelse til VM i Aachen. I den smukke park på BROHOLM venter der ryttere og publikum tre uforglemmelige dage, med alt det bedste dansk ridesport kan præstere.
Hvor åben kampen om mesterskabet bliver, er imidlertid et stort spørgsmål! Andreas Helgstrand har ved de sidste to internationale stævner i Wiesbaden og Aachen leveret topresultater, og det danske hold blev nr. 2 i Aachen. Andreas er én af de få ryttere i verden, som kan vælge mellem ikke mindre end tre Grand Prix heste, Blue Hors Don Schufro, Matine og Blue Hors Cavan, hvor han har valgt at ride de to førstnævnte ved DM. Med de flotte resultater, som Andreas har opnået i foråret, er han selvskrevet til VM. Derimod bliver det meget spændende at se, hvem de øvrige ryttere på holdet bliver.
Prinsesse Nathalie, Lone Jørgensen og Fie Skarsø bliver langsomt presset af Joachim Thomsen og Anders Dahl. Landstræner Rudolf Zeilinger har derfor en spændende opgave foran sig, når han skal udtage holdet.
Sidste år samlede DM i dressur mere end 5.000 tilskuere på finaledagen, men mon ikke, denne rekord bliver slået i år med alle de spændende klasser ved stævnet.
Igen i år vil H.K.H. Prinsesse Benedikte overvære Broholm Horseshow alle tre dage. For anden gang vil H.K.H. Prinsesse Benedikte overrække det store sølvfad, som hun selv har indstiftet som vandre-præmie til vinderen af DM i dressur.
Mesterskabet dømmes i år af den irske dommer Gisela Holstein og den engelske dommer Andrew Gardner og de danske dommere Susanne Baarup, Niels-Erik Bochman og Leif Tørnblad.
I middagspausen lørdag og søndag viser den danske landstræner Rudolf Zeilinger, hvordan han træner det danske hold.
Kilde: www.rideforbund.dk

