-Af Pernille Damborg Petersen
Der var efter holdenes ridt lørdag lagt op til et brag af en finale i går ved landsstævnet i den smukke Bernstorffspark i Charlottenlund. Den danske sommer viste sig fra sin bedste side og de seks finale hold skulle kæmpe om placeringerne på den flotte bane i midten af dressuranlæget, der blev fulgt tæt af masser af tilskuere.
Det var særligt spændende at følge de tre hold i toppen, der efter gårsdagens ridt lå meget tæt med kun syv point imellem dem.
DM guldet gik endnu en gang til Fyn efter, at Dalumgård Rideklub suverænt vandt DRF Mesterskab i holddressur og gentog succesen fra sidste år. Holdet der lå i spidsen efter første ridt i går, formåede at holde niveauet i dag og vandt DM guldet for andet år i træk med hele 416,63 point.
Igen red Bettina Laisbo på Donatella godt og fik endnu engang mesterskabets højeste point med hele 73,42 %.
Bregnerødgård Sportsrideklub Farum snuppede sølvet med 410,24 point og bronzemedaljen gik til sidste års nummer to Årslev/Sdr. Nærå Rideklub med 403,34 point.
I trøstefinalen hvor de fem hold der ikke kom i finalen skulle dyste, blev Sportsrideklubben 3 det bedste hold og endte samlet som nummer syv med 391,61 point.
Samlet resultat:
Guld Dalumgård Rideklub
Sølv Bregnerødgård Sportsrideklub Farum
Bronze Årslev/Sdr. Nærå Rideklub
Nummer 4 Rytterforeningen Baunehøj
Nummer 5 Sportsrideklubben 4
Nummer 6 Sportsrideklubben 2

