DSAH afholdt Nationalt Championat
-Af Jan Petersen
Solen bagte ned over de godt 300 tilskuere i gården ved Den gamle Smedie på Vilhelmsborg, da DSAH afholdte Nationalt Championat d. 4-5. juni. Hele 70 ekvipager var stillet til start i de forskellige dressurklasser, som blev afholdt under championatet. Der blev fremvist 51 Fuldblodsarabere i showklasserne. Etårs hoppen Wadiah efter Khidar og Wanessa vandt den fornemme titel Best in Show. Wadiah er avlet og ejet af Familien Husted i Videbæk.
Ved hingstekåringen stillede fem hingste: Nobel 8, Chilli, Mai-tai, Mahfouz og El Ghazir. Mahfouz var tidligere under championatet kåret som Junior Hingste Champion, og er avlet samt ejet af Mekka Arabians.
Til kåringen/udstillingen var dommere fra Tyskland, Belgien og Frankrig. Forskelligt fra andre avlsforbund, så følger der ikke en avlsgodkendelse med, når hingste i DSAH bliver kåret/udstillet, men den enkelte hingsts bedømmelse kan ses på www.dsah.dk Hingstene har ved fødslen automatisk avlsgodkendelse når de er efter stambogsførte forældre. Dermed er det op til den enkelte hoppe-ejer at løfte det store ansvar for at vælge de bedste hingste ud til at videreføre avlen.
Araberen er den ældste stambogsførte hesterace i verden. Den betegnes som verdens smukkeste hesterace og udmærker sig især i distance på grund af dens hurtighed og udholdenhed. Dens aner findes i enhver lettere varmblod i dag. Araberhesten er vågen, men alligevel nem at håndtere, da den både er blid og følsom. Af kendte ryttere med arabere kan nævnes Sissel Jørgensen som er udtaget til B-landsholdstruppen på pony. Læs mere om Sissel Jørgensen her
Tilføjet d. 17-06-2006 kl. 21:00 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af JulieTaylor

