Af Pernille Damborg Petersen
I dag startede DRF mesterskab i holddressur 2006 i de altid smukke omgivelser i Bernstorffsparken under Sportsrideklubbens landstævne. Stævnet er et af de bedst doterede i Danmark og der kæmpes om samlet 54.000 kroner.
Sportsrideklubben afholder for andet år i træk det spændende mesterskab og med hele 12 hold til start, bliver der med garanti kamp om guld, sølv og bronze. Holdene skal kæmpe over to dage med finale i morgen.
Sidste år gik guldet og sølvet til henholdsvis til de fynske hold Dalumgård Rideklub og Årslev Rideklub og den fynske dressursport stiller i år stærkt op med hele tre hold. De regerende bronzevindere fra Sportsrideklubben Vallensbæk stiller dog ikke op i år. Værterne for det flotte arrangement har valgt at stille med fire hold. Deres bedst placerede hold blev sidste år nummer fire. Jylland er også repræsenteret med holdet fra Skaarupgaard Sportsrideklub.
Rytterne skal kæmpe mod hinanden i klasserne LA6/MB1 og MB2/Prix St. George. Hvert hold vil bestå af 3 eller 4 ekvipager, hvoraf der skal være en ekvipage i hver klasse. Det hold der rider med højeste procent over begge dage, har vundet DM for hold i dressur.
Søndag klokken 08.30 skal de hold der efter lørdagens ridt ligger fra nummer 7 til 12 kæmpe om de bedste placeringer i den laveste ende.
I finalen deltager de 6 bedst placerede hold fra lørdagens ridt og skal kæmpe om de bedste placeringer. Finalen skydes i gang klokken 12.30 og vil vare frem til eftermiddagen.

