Australsk hesteejer fik millionbøde
En australsk hesteejer må betale en erstatning på 900.000 australske dollars -svarende til knap 4 millioner danske kroner - fordi hendes hest var årsag til en trafikulykke.
En februardag i 1999 undslap hesten, og løb ud på vejen. Dér blev den ramt af en bil og slynget over mod en anden bil, hvis fører fik varige men af ulykken. Den 32-årige kvinde i bil nummer to mistede synet på det ene øje, fik nedsat hørelse, mistede smags- og lugtesansen, pådrog sig adskillige knoglebrud og et vansiret ansigt.
Offeret for ulykken sagsøgte hestens ejer for knap 4 millioner danske kroner, og Australiens Højesteret har netop afvist hesteejerens appel af en tidligere kendelse til offerets fordel. Det betyder, at pengene nu kan udbetales, og at australske heste- og kvægejere fremover vil gøre klogt i at sørge for forsvarlig indhegning. Godt hegn er dyrt, men dårligt hegn er dyrere.
Kilde: The Australian
Tilføjet d. 02-06-2006 kl. 10:31 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.

