En 89-årig hestehandler fra Ejby afviste i går i retten i Middelfart, at han i 2004 og 2005 skulle have gjort sig skyldig i vanrøgt.
Ifølge en dyreværnsorganisation, som havde tilset hestene, skulle hestehandleren have forholdt en ældre pony nødvendig tandpleje og veterinærtilsyn. Men hestehandleren forsvarer sig med, at han en måned forinden havde købt ponyen på et marked, hvor hestene jo indsynes foran dyrlægen. Derfor kunne der ikke være noget i vejen med ponyen, sagde den 89-årige.
En anden anklage lød på utilstrækkelig pleje af et alvorligt sår, som i sidste ende betød, at hesten måtte aflives af dyrlægen. Dertil stod hestehandleren tiltalt for at have forsømt en ponys hovpleje. Han risikerer at miste retten til at holde dyr.
Der skal afhøres flere vidner i sagen, så derfor er den foreløbig udsat.
Kilde: Fyens Stiftstidende

