Velbesøgt HN-stand på Roskilde Dyrskue
Der var god aftagning i dag på de navneskilte, som Heste-Nettet havde lavet til brugerne på Roskilde Dyrskue. De travle teknikere og moderatorer, som bemandede standen, meldte om en stadig strøm af nysgerrige brugere, der kom indenfor til en snak og for at møde hinanden.
I konkurrencen om præmier fra Lund Rideudstyr blev der gættet løs på hvor mange hestebolsjer, der var i den store krukke. Og også i dag var der nogle, der benyttede sig af lejligheden til at oprette en gratis salgsannonce for deres hest.
Himlene over dyrskuet holdt på regnen i dag, og Heste-Nettets nyhedsredaktion fik en chance for at nyde det store hesteshow i skyggen af et af dyrskuepladsens gamle træer. Her måtte Qvinde-Kvadrillen med de fine damer og de veloplagte fjordheste siges at være en klar favorit. Dejlige heste, harmoniske ekvipager og en temmelig stram koreografi - møllens inderste elementer udførte nærmes pirouetter med vogn og det hele.
Lidt spænding blev det også til - først i form af friesernes James Bond-show, hvor det på et tidspunkt så ud til at én af agenterne skulle til at udløse sit katapultsæde. Og under palominoernes Grease-show var avlshingsten Mr Chapman ved at indkassere en kæberyster fra sit afkom, Stenbækgårds Ramses, som i arrigskab sparkede ud med begge bagben. Begge hingste skinnede som guld i sollyset, men forekom redaktionen at være lidt vel rigeligt på tæerne. Mr Chapmans rytter måtte på et tidspunkt foretage en anholdning, som fik tøjlen til at knække. Derpå måtte rytteren dreje hingsten rundt i den tilbageblevne tøjle, og springe af i farten.
Ingen kom så vidt vides til skade, men måske burde arrangørerne af dyrskuet overveje at etablere passende transportkorridorer til heste og kreaturer, for at undgå, at de afstedkommer personskader. I sin noget elaterede sindsstemning burde Mr Chapman måske ikke være blevet trukket direkte ind i en tæt folkemængde fyldt med hunde, børn og barnevogne.
I morgen er det sidste chance for at besøge Roskilde Dyrskue og Heste-Nettets stand.
Tilføjet d. 27-05-2006 kl. 20:55 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af JulieTaylor

