-Af Julie Taylor
Man skal trygt kunne henvende sig til Dyrenes Beskyttelse, hvis man har mistanke om vanrøgt af heste. Derfor var det også forkert, da den konstituerede kredsformand i Rosenholm kommune, Lonni Kjær, besluttede at bryde sin tavshedspligt overfor en hesteejer, som var blevet anklaget for vanrøgt.
Den ældre mand er gennem længere tid blevet portrætteret på Heste-Nettets debatforum som fordrukken og ude af stand til at drage omsorg for sine fjordheste. Det fik i sidste ende en bekymret bruger til at opspore hesteejeren og rette henvendelse til Dyrenes Beskyttelse. Imidlertid var den lokale kredsformand for Dyrenes Beskyttelse en bekendt af hesteejeren, og på baggrund af egne erfaringer besluttede kredsformanden at skride ind over for beskyldningerne på Heste-Nettet.
Som privatperson oprettede Lonni Kjær en tråd på Hyggesnakken, hvor hun redegjorde for sin egen opfattelse af sagen, og beskyldte hesteejerens staldpige for at have opdigtet forsømmelserne af hestene. Men Kjær nævnte tillige i tråden, at hun var kredsformand i Dyrenes Beskyttelse, og det var en fejltagelse, ifølge dyrlæge Anett Weber fra DB.
"Jeg har snakket med Lonni om, at man aldrig nogensinde må gå ind i et offentligt debatforum og udtale sig på den måde. Folk vil altid blande éns personlige meninger sammen med Dyrenes Beskyttelses holdninger, og det er ikke så smart", siger Anett Weber.
Dertil skulle Lonni Kjær aldrig have engageret sig i sagen til at begynde med. "Hun er jo dybt inhabil i denne sag", siger Anett Weber, og refererer til Kjærs personlige venskab med den anklagede hesteejer. Men Weber tilføjer, at alle kan begå fejl, og at episoden ikke vil få yderligere konsekvenser for Lonni Kjær. "Det var ikke gjort i nogen ond mening, og vi skulle alle sammen gerne kunne lære noget af denne sag", siger Anett Weber til Heste-Nettets nyheder. Hun beklager dog, at kredsformanden kom til at anskueliggøre overfor hesteejeren, hvem der var kommet med de anklager, som førte til anmeldelsen.
I forbindelse med sit sidste besøg hos hesteejeren blev staldpigen bedt om at underskrive en erklæring om, at hendes anklager på Heste-Nettet alle var falske. Men det er ikke noget, Anett Weber kender til. "Jeg har ikke indtryk af at Lonni havde noget at gøre med den erklæring" siger hun. "Sådan noget gør vi ikke, og det tror jeg også godt at Lonni ved. Hun har en kopi af papiret, men jeg har ikke selv set den".
Nu har Anett Weber bedt områdeformand og dyrlæge Jens Gelså om at gå ind i sagen, så det omdiskuterede hestehold kan blive vurderet af en uvildig fagperson. "Jeg har bedt Jens Gelså om at foretage billeddokumentation, men som jeg forstår det på Lonni Kjær er der ikke noget at komme efter", siger Anett Weber. Hun lover dog at underrette Heste-Nettets nyhedsredaktion, så snart der foreligger en udtalelse fra dyrlægen.

