Kina vil udnytte drægtige hopper
Et kinesisk medicinalfirma har efter tre års forskning udviklet den nødvendige teknologi til udvinding af østrogen fra drægtige hoppers urin. Det betyder, at firmaet Xinziyuan Biopharmaceuticals Ltd. har brudt det over 60 år gamle monopol, amerikanske Wyeth Inc. har holdt på produkter, hvis aktive ingrediens består af hoppe-urin.
Dyrevelfærdsgrupper i USA har i årtier kæmpet mod Wyeth Inc. og produktionen af det såkaldte PMU - Pregnant Mare's Urin - som bl.a. indgår i hormonpræparatet Premarin.
Organisationer såsom PETA påstår, at hopperne holdes under dybt kritisable forhold, og at føllene bliver behandlet som affaldsprodukter, som enten aflives eller eksporteres til slagtning så langt væk som Saudi Arabien. Traditionelt har hopperne været holdt i spiltove uden mulighed for motion, og drikkevand tilbageholdes fordi prisen på urinen stiger med koncentrationen.
Det massive pres fra dyrevelfærdsgrupperne har betydet, at forholdene for PMU-hopperne i USA er blevet forbedret. Der er bla. indført lovgivning med mindstekrav til levestandarden for hopperne, men PETA opfordrer fortsat til at forbrugerne boykotter produkter, som indeholder PMU.
I Kina stiller hverken regering eller forbrugere dog helt så strenge krav til dyrevelfærden. Derfor har Xinziyuan Biopharmaceuticals gode muligheder for at maksimere profitten på fremstillingen af østrogen til menopause-medicin, hudcremer og andre produkter. På 17 af Xinyiang-provinsens hospitaler er firmaets produkter allerede taget i brug, og der er forhandlinger med firmaer i både USA og Europa, som vil aftage PMU.
I dag er der omkring 1500 hopper på Xinziyuan Biopharmaceuticals' østrogenfabrik, men indenfor fem år regner virksomheden med at omsætte for 125 millioner USD i Kina alene.
Kilder: MSN News og PETA.org
Tilføjet d. 16-05-2006 kl. 12:34 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.

