-Af Jørgen Konge
Peter Koux beholdt sin førsteplads, men så heller ikke mere. Der er ikke plads til nogen fejl i morgen. Men på den anden side kan det vist ikke være anderledes. Verdens bedste marathonkusk, Anne-Christine Arvidsson fra Sverige, vandt marathonen med 60,56 strafpoint. Peter Koux blev nr. 3 med 61,89 sp. Og meget hurtigere kan det vist ikke gøres.
Til gengæld røg Kim Andreasen op på en førsteplads, mens Cecilia Qvarnstrøm fra Sverige som vel er hans værste konkurrent, ligger på en andenplads. Hendes marathon var kun til en sjetteplads, hvor Kim kørte til en fjerdeplads, og dermed røg op til førstepladsen. Men her er heller ikke plads til fejl i morgen - kun 0,12 strafpoint er der mellem nr. 1 og 2. Men sådan er det vel, når man ligger i toppen af verdenseliten.
For udenforstående skuffede Lars Dau nok en smule, men her skal fortælles at der er en forholdsvis ny haflinger med i spandet. Og så må man i de fleste tilfælde lidt tilbage, før man opnår den træning, der gør, at man igen kan være med i toppen på det plan, der bliver kørt på ved stævnet på Dorthealyst.
Lars Dau fik en ottendeplads, og det er bestemt ikke noget, der passer den unge sønderjyde, selv om han set med danske øjne er urørlig. Det betyder, at det er udenlandske kuske, der ligger på de første syv pladser.
Peter Chr. Jespersen gav også lidt dansk opmuntring ved at vinde marathonen, men det rækker stadig ikke til mere end en tredieplads før morgendagens konkurrencer.
De to danske 4-spand, Tea Giversen og Thomas Petersen, gjorde faktisk også en god figur på marathonen. Thomas Petersen skal have lidt mindre fejl på etaperne, for han kører faktisk ret hurtigt i forhindringerne.
Alt i alt er der lagt op til en spændende dag i morgen, hvor forhindringskørslen starter kl. 10:00 i de smukke omgivelser på Dorthealyst ved Knabstrup.

