Traditionelle "jackaroos" vinder igen indpas i Australien, hvor det ellers har været almindeligt at drive kvæg ved hjælp af firhjulstrækkere, helikoptere og motorcykler siden 1960'erne.
Kvæget bliver mindre stresset af at blive hyrdet fra hesteryg, og det betyder, at bøfferne bliver mere møre. Man kan smage forskel på om en ko har været håndteret af jackaroos til hest eller om den har været udsat for helikoptere og motorcykler, ifølge Tim Gallagher fra The Australian Agricultural Company. Derfor er der nu stigende efterspørgsel på unge mennesker, der kan ride, og har forstand på køer.
Problemet er bare at den gammeldags jackaroo næsten er uddød. Nutidens unge drenge har ikke som en selvfølge lært at ride mens de var små. Det skal de instrueres i af deres arbejdsgivere eller på en af de landbrugsskoler, der specialiserer sig i at uddanne cowboys. Her lærer man at kaste med lasso, ride, sko, fodre, hegne og hvad der ellers skal til for at holde en hest i live tusindvis af miles fra civilisationen.
De ridende hyrder har en masse fordele fremfor deres flyvende og kørende kolleger. Larmende motorer skræmmer kvæget, og får ikke sjældent forvildede køer til at miste overblikket over deres kalve. Det udsætter de små for rovdyr og dehydrering. Desuden betyder oliepriserne at heste er et mere og mere økonomisk forsvarligt alternativ til helikoptere. Endelig kan hestene noget, motorcykler ikke kan: De kan selv få øje på huller i jorden.
Desværre er der ikke længere så mange unge, der har lyst til at blive jack- eller jillaroos. Lønnen er ussel, og arbejdstiderne besværlige. Men mange unge europæere vælger under turen rundt i Australien at uddanne sig til kvægdrivere - bl.a. søger de ind på Leconfield Station, hvor de lærer alt om arbejdet som cowboys. Læs mere om det på www.leconfieldjackaroo.../info.html
Kilde: www.csmonitor.com

