Første spadestik til nyt dyrehospital
I morgen den 9. maj bliver det første spadestik taget i forbindelse med opførelsen af Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskoles nye hospital for produktionsdyr og heste. Hospitalet skal ligge i Taastrup, hvor der er rigeligt med plads. Også til eventuelle fremtidige udvidelser. Det er blevet besluttet, at man vil til at optage flere dyrlægestuderende, og bl.a. derfor er det nødvendigt med nye lokaler.
Også heste og produktionsdyr får bedre forhold. Der bliver plads til 48 indlagte heste på det nye hospital, og de kommer til at være samlet på ét sted, og ikke spredt rundt i tre forskellige stalde som før. Desuden får KVL flere kaste- og opvågningsbokse, så de to operationsstuer kan optimere det antal patienter, de kan tage.
Klinikchef Susanne Nautrup Olsen glæder sig med rette over de fine, nye forhold, der er på vej. "Vi indretter et hospital med faciliteter, der faktisk er svarende til det bedste i verden" siger hun til Heste-Nettet. Hun understreger desuden at der fortsat vil være tale om et henvisningshospital - KVL vil altså ikke gå de praktiserende dyrlæger i bedene.
De seneste år er der gjort investeringer i udstyr til diagnostik, netop med henblik på udflytningen til Taastrup. Nyt røntgenudstyr, digial røntgen, en meget avanceret scanner og nye operationsborde er bare nogle af de tiltag, der skal sikre serviceniveauet for de syge heste. Personalet på Institut for Produktionsdyr og Heste ønsker sig desuden en MR-scanner og mulighed for at benytte sig af scintigrafi. Men det er fremtidsdrømme, for det er ikke gratis at bygge et hestehospital.
Den fornyligt afdøde dyrlæge Simone Nanni efterlod sig en fond, som netop skal være med til at støtte forskningen i hestens bevægeapparat. Hvis man vil donere til Simone Nannis fond, skal det ske på kontonr.: 6610 43 74 612- Skandiabanken.
Tilføjet d. 08-05-2006 kl. 15:46 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.

