Pressemeddelelse:
Skærtorsdag den 13. april afholdt DV Region I og II i fællesskab det årlige Hingsteshow 2006 på Vallensbæk Ridecenter. Som vanligt var der allerede fra 10.30 folk på lægterne. Stille og roligt fyldtes disse og da showet startede, var der mindst 800 tilskuere. De to regioner havde sørget for, at man kunne købe kaffe, øl og vand, sandwich og kage m.m. og de to boder i hver sin ende af ridehuset var begge ret velbesøgte.
Hingstene blev vist under rytter i både dressur og spring, samt løse ved hånd. Der blev vist flere indslag, hvor der var afkom på banen sammen med hingsten. Disse indslag var meget populære blandt publikum. Især de medbragte føl vagte begejstring hos tilskuerne. Grundet de mange tilmeldte hingste i år trak arrangementet lidt ud, men publikum var med hele vejen og stemningen var høj da Dagens Hingst blev afsløret.
Hingsteshowet var i år besøgt af 25 DV-hingste, mens DSP var repræsenteret ved 5 DSP hingste. Regionerne havde i år valgt at hædre avlere af heste, som deltog ved sidste års VM for ungheste. Det drejede sig om Jørgen Rosbøg for opdræt af Schianto, Lonnie og Hans Jensen for opdræt af Strandgårdens Mercedes og Karina og Jan Koefoed-Nielsen for opdræt af Jakas Roana. Astrid Gemal red en særdeles flot kür på Schianto.
Som afslutning på dagens arrangement blev udtrukket den heldige vinder af en bedækning ved Electric, Jørgen Olsens nykårede hingst. Jørgen Olsen var på banen og kunne fremvise en engangssprøjte klar til brug. Desværre var vinderen ikke tilstede da der blev udtrukket. Vinder nr og farve kan ses på hjemmesiden www.hingsteshow.dk
Der blev også fundet vindere til de mange flotte lotterigaver.
Publikums valg af dagens hingst faldt i år på Zardin Firfod redet af Per Sandgård. En glad Morten Plenborg kunne med det samme oplyse, at såfremt hingsten var i avlen næste år, så var der en bedækning til næste års lotteri.
Region I og II vil gerne takke for den store opbakning fra publikum til vores arrangement - det er dejligt at se så stort et fremmøde. Derudovr vil vi gerne takke vores sponsorer, for deres velvilje til at stille præmier til rådighed for vores arrangementer.
Også en stor tak skal der lyde til de hingsteejere, som støtter vores arrangement ved deres deltagelse. Vi er meget stolte over i år at have haft mulighed for at fremvise så mange flotte og velgående hingste.
På vores hjemmeside www.hingsteshow.dk vil der blive lagt billeder af de enkelte hingste.

