-Af Jørgen Konge
Der var nu ikke meget prøve over kuskene i søndags. De kørte godt til, som om det var et mesterskab, man kørte om. Og man kunne se, at dressuren ikke var noget, man havde trænet til. Selv nogle af de bedre kuske gik hesten imod med underhals - ikke noget kønt syn.
Set fra jorden kneb det gevaldig med eftergivenhed og halve parader. I kørsel har man ikke schenkler og sæde til at drive med. Derfor er pisken et godt hjælpemiddel, uden at den bliver brugt som slåmaskine. Men det kræver øvelse at bruge pisken. Der sker nemlig det, at når man bruger pisken, kommer de fleste til at slippe hestens mund i højre side, og det betyder, at hesten fylder meget mere og skal have mere plads. Plads som unødigt koster tid, der ellers kunne være sparet, hvis kusken havde haft fat i begge sider.
Det gamle ordsprog hedder: Man skal kravle, før man kan gå. Og det kunne nok være en god ide at køre stille og roligt gennem forhindringerne, så hesten fik en god oplevelse, i stedet for at køre for at vinde med det resultat, at hestene stejler og støder mod forhindringsdele. Især når hestene er nye og til konkurrence for første gang.
Når det er skrevet, blev der også vist fin kørsel. Ole Buch Jensen, Danmarksmester for tiende gang, lever bestemt op til sin position inden for dansk køresport. Han havde godt nok en ny hest med, og kørte også stærkt. Men fordi placeringen i et firspand giver hesten en tryghed, eller måske fordi kusken er så god, betød det ikke noget.
Kim Andreasen - aspirant til at deltage i verdensmesterskabet sidst på sommeren - er et kønt syn. Han bruger stemmen, og holder pæn kontakt med munden på hesten det meste af tiden. Dog kan en bro på forhindringsbanen ødelægge det for en stund.
Stemningen var god trods vejret. Kuskene er helt sikkert klar til den nye sæson, som fortsætter i Bromme ved Sorø, hvor der påskelørdag igen er en marathon.
Peter Koux, Arnild Arp-Hansen og Kim Andreasen, nøjes ikke med de danske stævner. Efter påske drager de til Kladruby i Tjekkiet for at være med til et kørestævne på Kladruberstutteriet, hvorfra Den Kongelige Stald henter sine skimlede heste. Stævnet afvikles i dagene fra den 20. - 23. april, og Heste-Nettet er selvfølgelig på pletten, og beretter derfra.
Resultater fra Slangerup:
Firspand og tandem:
1 Ole Buch Jensen, 66,83 strafpoint (sp)
2 Tea Giversen med 197,76 sp
Tospand hest og pony:
1 Henrik Slot, 37,83 sp.
2 Anna Rasmussen, 42, 66 sp.
3 Henrik Hansen 43,23 sp.
Etspand hest og pony:
1 Peter Koux, 32,5 sp
2 Arnild Arp-Hansen, 33,02 sp
3 Ane Wieder, 33,44 sp.
4 Kim Andreasen, 34,20 sp
Klasse 1 for nybegyndere:
1 Kurt Haupt, 76,14 sp
2 Malene West, 93,18 sp.
3 Gert Frid, 103,92 sp
Klasse 2:
1 Gerd Veierskov 41,31 sp,
2 Lotte Støvlbæk 63,71 sp.

