-Af Christine Lunding Tolversen
Lørdag d. 25.3 afholdt Nordsjællands Landboforening kursus med Klaus Ferdinand Hempfling. Kurset hed; "Danse med Heste", og blev afholdt på Stasevang Friserstutteri i Hørsholm.
I disse meget smukke omgivelser tilbragte ca. 250 mennesker hele lørdagen tryllebundet - eller måske fastfrosset - på tilskuerbænkene i ridehuset. Tidsplanen lød på kl.9-17, med få pauser hvor tilskuere og deltagere kunne spise, drikke og ikke mindst få varmen i stutteriets cafe.
En ad gangen blev de 6 deltagende heste præsenteret for Hempfling i en firkantet picadero opsat i ridehuset. Udstyret med en mikrofon fortalte ejeren publikum om sin hest og dens problem. Derefter viste Hempfling for publikum, hvordan han med sit tydelige kropssprog kunne berolige de ellers noget nervøse heste.
Hempfling forklarede vigtigheden af langsomme bevægelser og kropskontrol. "Alt for mange mennesker virker truende for hesten, med snigende gang eller hurtige bevægelser"; forklarede han.
Hempflings teknikker går ud på at give sig tid til at udvikle et venskab med sin hest. Først og fremmest gennem et grundigt arbejde fra jorden. Det handler om at minimere vore signaler. Præcis, klar og dominerende adfærd uden nogensinde at vise vrede eller raseri.
Mens hesten var i ringen fortalte Hempfling hvad han ville gøre og hvordan hesten forventedes at reagere. Han inddrog ejeren i samtalen til publikum. Derefter fik hesteejeren selv lov at udføre de samme øvelser med hesten, mens Hempfling kommenterede og underholdt publikum. Flere af hestene kom ind til Hempfling to gange og kurset sluttede da heller ikke før kl.18.
Første hest var en ox-araber, der var angst for at have rytter på ryggen. Vallakken brugte det meste af tiden til at rulle sig, imens Hempfling fortalte om hestens bygning og personlighed. Der blev ikke brug for sadlen -Hempfling mente ikke, den 4,5 årige vallak var moden til rytter endnu.
De næste to heste var "vilde" heste, som ikke havde været i hænder mere end to måneder. Sky og svære at fange da de blev sluppet i picaderoen. Hvis man havde håbet på at se Hempfling forvandle disse til "tamheste", så gik man forgæves. Vallakken ville ikke søge kontakt, men blev ved med at flygte eller gøre modstand. Hempfling konkluderede, at den måtte have været udsat for noget slemt, muligvis i forbindelse med kastration, da den ikke reagerede som en vild hest normalt ville gøre.
I stedet blev ejer og træner "sat på skolebænken" i ringen. Det var underholdende for publikum, men en noget speciel fornøjelse at stå i ringen og skulle forklare på engelsk om hestenes problemer og alligevel føle, at Hempfling ikke løste nogen af dem.
Efter frokost blev en stor connemaravallak med et hårdt liv bag sig sluppet løs i ringen. Heller ikke denne hest kunne Hempfling skabe så god kontakt til, at han kunne fange den. Men da ejeren havde givet den grime på, viste Hempfling igen hvordan tydeligt kropssprog får en hest rolig, og giver den lyst til selv at vælge at følge mennesket, frem for at stå alene.
Et lynkursus i hvordan man sætter grime på usamarbejdsvillige heste nåede vi også at modtage med denne hest.
En stor rød hoppe med dominansproblemer var dernæst i ridehuset . Hoppen havde kun ringe respekt for mennesker, og ville ikke stå stille på staldgangen eller have spændt gjorden. Ejeren fik nogle gode teknikker til longering uden longe. Disse skulle på sigt styrke partnerskabet og kontakten mellem hoppe og ejer.
Sidst på eftermiddagen var det den billedskønne spansk importerede PRE-hingst, der som en dreng med ADHD (tidl. kaldt DAMP), utrætteligt løb frem og tilbage langs hegnet. Hempfling kunne med sit langsomme, tydelige kropsprog vise publikum hvordan hingsten respekterede hans "hingstesprog", og flyttede sig for ham, når han tog dens plads.
Flere gange tog hingsten dog kampen op og løb alligevel ind i Hempflings "hjørner", og var også ved at rende ham ned under en "gåtur". Hempfling viste ejeren hvordan hesten kunne domineres - uden at det kom til kamp eller konflikt - ved longering (med og uden longe).
Ejeren fik selv lov at afprøve teknikken i ringen. Konklusionen var, at hingsten ville være meget svær at træne. Ejeren fortalte, at hingsten alligevel skulle retur til Spanien.
Klaus Hempfling fortalte ved dagens afslutning, at det havde været én, for ham, meget underlig dag. Det var en dag han ville gå hjem og tænke over, og måske sidste gang han lavede disse kurser. Så fortsatte han endnu et stykke tid med den "vilde" vallak som ikke havde lyst at "danse" med Hempfling.
Som ejer af den første hest og træner af vildhestene, kan jeg forstå, hvis han følte, at han havde fået sin sag for denne dag. Men jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke "tog kampen op" og gjorde det han har så stor erfaring med. Måske fordi, at det var mere show end kursus. Dog må selv publikum have været trætte af kun at se Hempfling "gå tur" med hestene. Jeg gik hjem med følelsen af, at Hempfling havde danset uden om problemerne.
