Et kortspil a'la Pokémon baseret på fantastiske tegneserieheste hitter nu over hele Norden, og lader til at kunne eksporteres på verdensbasis. Småpiger med julelys i øjnene køber sig fattige i glitrende pakker med eventyrlige kortheste i landets boghandler.
Spillet hedder Bellacard, og er et helt igennem dansk koncept. Men folkene bag har fra starten tænkt i internationale baner, og det har båret frugt. Der er indtil videre langet 4 millioner kort over disken, og i den danske boghandlerkæde B.O. Bøger har Bellacard været det mest solgte samlerkort igennem det seneste år.
Den store efterspørgsel trodser den gængse forestilling om, at samlerkort er for drenge. Pokémon, Yu-Gi-Oh og Magic Cards markedsføres alle til drenge, men Bellacard har vist, at pigerne også kan være med.
Bellas verden er blottet for vold, kamp og død. Den er indrettet med eventyrslotte, smukke, ædle drømmeheste og alt hvad et lille pigehjerte i øvrigt kan begære. Og nu kommer der også et nyt elektronisk spil på Bellas hjemmeside, som man kan få adgang til ved at købe den særlige e-gamepakke, som sælges hos boghandleren.
Bellas e-game går ud på at man passer og plejer sin elektroniske pony, så den bliver smukkere og stærkere med tiden. Dette format har tidligere fået kritik for at binde børnene til deres computere, så derfor er der indlagt en pædagogisk sikkerhedsventil i Bellaspillet, således at det kun er muligt at spille én time om dagen.
Der er også gratis spil på hjemmesiden. F.eks. kan man gå ind og spille springspillet, hvor man selv kan vælge farven på sin hest. Eller man kan deltage i en fint udført heste-quiz.
Se mere på www.bellacard.com

