Ny forskning hitter på HN
I forbindelse med den forgangne afstemning om hvilke nyheder, der er mest interessante på Heste-Nettet, er det kommet frem, at hele 36% af brugerne foretrækker "ny forskning om f.eks. foder eller træning".
Mindst populær var kategorien "Nyt fra HN", som kun fik 3% af de i alt 3012 stemmer. Lokalnyt fra klubber og forbund fik 8%, konkurrenceresultater 12% og sladder om topryttere fik 13%. Heraf kan det konkluderes, at det er marginalt mere interessant, hvad rytterne har på og hvem de kysser med end om de vinder nogle sløjfer.
Som lidt af en overraskelse kom det, at hele 28% af de brugere der har stemt, angiveligt er komplet ligeglade med hvilken type nyheder, Heste-Nettets hårdtarbejdende redaktion disker op med. Redaktionen er endnu uafklaret om hvorvidt man skal forholde sig optimistisk eller tårekvalt til det faktum.
Tips og idéer til dagens nyheder modtages fortsat med kyshånd på taylor@heste-nettet.dk - alt har interesse... åbenbart :)
Tilføjet d. 28-03-2006 kl. 12:41 af JulieTaylor i kategorien Nyt fra Heste-Nettet.dk.

