Beslagsmede vil vide mere
De danske beslagsmede vil vide mere om anatomi, diagnostik og biomekanik. Det kan man se på antallet af tilmeldinger til de kurser, som i løbet af foråret afholdes for smedene på Dyrlægegården i Hillerød.
Dyrlæge Kiwa Riis Olesen bekræfter, at det første kursus blev udsolgt så hurtigt, at man straks måtte sætte en dato for ét mere. Igen blev pladserne revet væk, og det tyder på, at smedene godt ved, hvor vigtigt det er, at de har en faglig forståelse for dyrlægernes arbejde.
Den 23. marts blev der holdt kursus, og her fik smedene lejlighed til at se på en række cases - levende heste med forskellige problemer, som skulle afhjælpes bl.a. med beskæring og beslag. Hestene blev mønstret, deres røntgenfotos blev gennemgået, og det blev diskuteret hvorledes den enkelte hest bedst kunne behandles for sin lidelse.
Herefter blev hestene beskåret og evt. skoet efter dyrlægens anvisninger, og det færdige resultat diskuteret og evalueret.
Tilføjet d. 27-03-2006 kl. 11:57 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.

