I køresporten er der kamp til stregen fra konkurrenter i alle aldre og af begge køn.
Adrenalin. Heste. Fart gennem forhindringer. Specialbyggede vogne. Koncentration.
Flotte gamle hestevogne, skønne omgivelser, elegant forhindringskørsel på bane og dressur.
Den 10-13 maj mødes 50 kuske med 200 heste for at se hvem, der er kan komme flottest gennem dressuren, hurtigst gennem marathonen og bedst gennem forhindringsbanen.
Det sker på den smukke herregård “Dorthealyst” ved Knabstrup (Sjælland), hvor Dansk Køreselskab (DKS) afholder Danmarks første internationale kørestævne i kørsel med heste. Det betyder, at der i år vil være deltagere fra Sverige, Norge og Tyskland foruden mange af de bedste fra Danmark. Her i blandt 4 Danmarksmestre og mange. 2’ere og 3’ere fra Danmarksmesterskabet i 2000, og de udtagne til VM.
Begivenheden giver mulighed for at fortælle historien om en egenartet kultur inden for sportsverdenen.
Unge kører mod ældre. Kvinder mod mænd. Konkurrer mod hinanden på tværs af alder og køn.
Hvad én kusk har i vovemod og styrke, har en anden i erfaring og teknik. Fælles for alle er et rush af adrenalin - også for hestene.
Flere generationer af familien er med enten som publikum, medhjælpere eller som konkurrenter.
Kørsel med heste er en sport, der samler folk i hyggeligt samvær.
Campingpladsen og livet omkring forhindringerne emmer af afslapning og feriestemning. Der knyttes mange venskabsbånd - mellem børn, mellem unge, mellem ældre og på tværs. Forhold, der styrkes gennem sommerens mange weekendmøder.
Kørestævnet har tre discipliner:
A: Dressur. Individuel bedømmelse af ekvipagen i et fastlagt program, der er ens for alle. Dressuren bliver kørt på bane i flotte istandsatte hestevogne, der ofte er gamle. (torsdag og fredag)
B: Terrænkørsel: Ekvipagen sendes ud på en fastlagt rute i naturen. På den sidste del af ruten er der sat syv forhindringer op, som det gælder om at komme igennem på bedste tid. Alle forhindringer ligger tæt på stævnepladsen. Turen køres i en såkaldt marathonvogn, det nærmeste hestevognen kommer en firhjulstrækker. (lørdag)
C: Forhindringskørsel på bane. Ekvipagen skal igennem en forhindringsbane af væltbare toppe. Der køres på tid, og hestene er igen spændt for de elegante hestevogne med flot seletøj. (søndag)
Der bliver kørt med en, to eller fire heste for vognen. Nogen kuske kører med store heste, nogen med store ponyer, andre med små ponyer. Der er i alt fem forskellige klasser. Der vil være en vinder af hver enkelt disciplin samt en samlet vinder i hver klasse. Køresporten er en sport uden pengepræmier, hvilket giver en usædvanlige kollegialitet og sportsånd.
Der er gratis adgang
(Kilde: Jørgen Konge)
Gratis adgang til internationalt kørestævne på Sjælland
Tilføjet d. 08-05-2001 kl. 22:27 af Brian Nørremark i kategorien Nyheder generelt.

