Meget korte perioder med hyperfleksion af hestens hals er uskadelige, ifølge den foreløbige rapport, som FEI har lagt ud på sin hjemmeside. Ved rollkur-workshoppen tidligere i år blev ryttere, forskere, dyrlæger og trænere fra hele verden enige om, at det ikke kan skade, at ride hestens mule ind til dens bringe, når bare man gør det i få sekunder ad gangen, og ved hjælp af ganske let tøjlehjælp.
Anky van Grunsvens partner og træner, Sjeff Janssen, lagde i sin præsentation af sin træningsmetode stor vægt på at forklare, at hyperfleksion (kraftig længdebøjning) af hestens hals kun må holdes i meget kort tid, hvorefter hesten skal have lov til at strække halsen ud. Og under disse omstændigheder, var man ved mødet enige om, at metoden er et gangbart træningsværktøj. Problemet er bare - hedder det på FEIs hjemmeside - at hvis man holder den selvsamme bøjning i længere end ganske kort tid, kan den hurtigt blive smertefuld og stressende for hesten. Derfor vil FEI nu uddanne sine stewards til at kunne se hvornår metoden misbruges.
Slangordet "rollkur" som hidtil har været brugt til at beskrive hyperfleksion af hestens hals er ikke helt ude i kulden. FEI bruger stadig ordet, men i sin nye betydning beskriver det den længerevarende hyperfleksion af halsen, som man f.eks. kan se blandt både spring- og dressurryttere. Hesten kan ikke ved egen kraft bevare en holdning, hvor næsen er kraftigt bag det lodrette plan, så hvis den rides dér, er det fordi rytteren "holder" den på plads. Denne form for overbøjning er fortsat uacceptabel i FEI-sammenhæng, oplyser forbundet.
Nu skal yderligere forskning fastslå hvor lang tid er for længe og hvor meget bøjning er for meget. Hyperfleksion er ok, siger FEI, så længe det bruges "korrekt". Blot står det ikke ganske klart, hvad der ligger i udtrykket "korrekt", men beviser tyder på, at visse topryttere er i stand til meget kortvarigt at hyperflekse deres heste, uden velfærdsproblemer til følge. Målinger af både stresshormoner og undersøgelser af nakkebånd fra heste, der er hyperflekset over flere år tyder herpå. Bl.a. viste en undersøgelse af stressniveauet hos eliteheste og hobbyheste, at elite-dressurhestene gennemsnitligt var mindre stressede end hyggehestene, især efter træningen.
FEI advarer dog kraftigt imod, at ukyndige forsøger sig med hyperfleksionen som træningsværktøj. Nu vil tiden vise, om de ukyndige selv ved, hvem de er.
Læs rapporten her

