En engelsk undersøgelse bekræfter nu, at man får roligere føl, hvis man fodrer dem med mindst muligt havre, byg og majs. Sytten halvblodsføl blev delt op i to grupper, hvoraf den ene fik foder baseret på sukker og stivelse (SS), og den anden i stedet fik store mængder fordøjelige plantefibre og fedt (FF). Forskerne sørgede for, at begge grupper fik lige høje mængder energi, råprotein, vitaminer og mineraler.
Til de var seks måneder, gik føllene på fold med deres mødre. Herefter blev de vænnet fra, og to måneder efter fravænningen blev der udført en test af føllenes temperament, hvorved de blev udsat for en fremmed genstand, en fremmed person og en håndteringsprøve.
Umiddelbart efter fravænningen udviste gruppen, der blev fodret med sukker og stivelse, mere stress-adfærd end gruppen, der hovedsageligt fik fedt og fibre. Heraf konkluderede forskerne, at SS-føllene tog fravænningen hårdere end FF-føllene.
Ved afprøvningen af føllenes temperament to måneder efter fravænningen var det igen fiber-føllene, der klarede sig bedst. De var hurtigere til at klare håndteringsprøven, de brugte mere tid på at udforske den fremmede genstand, som i dette tilfælde var en paraply. Og de viste sig at være modigere i forhold til den fremmede person end sukker-føllene var.
Eftersom stress hos heste hænger sammen med en række følgesygdomme såsom mavesår og tvangshandlinger såsom krybbebidning og vævning, konkluderede forskerne, at en føl-diæt baseret på grovfoder og fedt efter behov er at foretrække fremfor en traditionel diæt indeholdende store mængder havre, byg eller majs.
Kilde: HorseConnexion

