Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Ridemærker skal være mindre firkantede


Dansk Ride Forbunds ridemærker skal af med deres firkantede image, og det kommer bl.a. til at betyde, at undervisningen bliver mere interaktiv. Det siger Jan Ladewig, professor i dyrevelfærd og etologi ved KVL. Han har været med til at udarbejde grundlaget for den nye ridemærkeundervisning, der på lørdag skal i høring hos ridemærkedommerne.

"Vi vil gerne have at folk skruer hjernen på og tager stilling, i stedet for bare at følge nogle firkantede regler" siger Jan Ladewig. "Det kommer an på hesten og på situationen om man gør det ene eller det andet, og det har vi forsøgt at indarbejde i det nye materiale".

Noget af det første eleverne skal lære, er at læse hesten. Er det en hest, de aktuelt kan håndtere, eller skal de vende om og gå deres vej? Jan Ladewig understreger vigtigheden af at rideskolebørn kan forstå hestens kropssprog. De skal vide på forhånd om det er sikkert at gå ind i boksen eller ej. Og de skal lære at binde hesten op under vartningen, så den ikke står løst og kan komme til at gøre skade på dem.


"Vi har fundet ud af at jo mere demonstration og jo mindre teori, vi bruger i undervisningen, desto bedre" siger Jan Ladewig. Han har trukket på sin omfangsrige viden om etologi - altså dyreadfærd - i sit arbejde med de nye ridemærker, og håber, at undervisningen fortsat kan være med til at højne sikkerheden blandt rideskoleelever. "Det gælder om at lære så konkret som muligt, at få hesten til at lystre" siger han.

Jan Ladewig har ladet sig inspirere af den australske etolog, professor Andrew McLean, som afholder kursus i Danmark i slutningen af marts. "Andrew McLean fokuserer på at kontrollere hele hestens krop, ned til det enkelte ben. Hvis han beder hesten om at stå stille, og den rykker et skridt fremad, beder han den om at træde tilbage igen. Den indstilling til kontrol har jeg forsøgt at få igennem i den undervisning og de prøver, der skal bruges i forbindelse med ridemærkerne".


Andrew McLeans kursus i Danmark er på rekordtid blevet udsolgt for deltagere med hest, men der er stadig få pladser at få for dem, der ikke ønsker at medbringe hest. Mere information kan fås på www.soeborggaard.com


Daglig leder af Søborggård Hestecenter, Sally Schlichting, oplyser, at centret har udsolgt McLeans bog, The Truth About Horses, som beskriver det træningssystem, McLean selv kalder "fejlfri træning". Navnet hentyder til, at træneren må gå så langsomt og systematisk frem, at hesten aldrig får lejlighed til at lave "fejl".


Ulig andre populære systemer, handler McLeans metode ikke om dominans, tillid eller respekt, men om en blanding af positiv og negativ forstærkning, der skal vise hesten hvad mennesket vil have den til.


Læs desuden Andrew McLeans artikelserie i Magasinet Hest








 

Tilføjet d. 23-02-2006 kl. 11:42 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider