Et fremtidigt lovkrav om foldadgang for heste kommer kun til at omfatte hobbydyr, hvis det står til ét medlem af arbejdsgruppen under justitsministeriet.
Formand for Dansk Galop og medlem af justitsminsteriets arbejdsgruppe Nick Elsass siger i dag til Politiken, at han er utilfreds med dele af arbejdsgruppens udkast til lov om hold af heste. Han mener ikke nødvendigvis, at kravet om adgang til fold bør gælde for heste i "professionel varetægt".
"Jeg kunne ikke komme igennem med lempeligere krav til foldene" siger Nick Elsass til Politiken om sin deltagelse i udarbejdelsen af rapporten, og tilføjer, at han håber på enten en lang overgangsperiode eller en undtagelse fra reglerne for professionelle hestefolk. Begrundelsen lyder, at det skulle være en praktisk umulighed at lave de nødvendige folde til alle Klampenborg Galopbanes heste inden den 1. januar 2007. Det vil ifølge Elsass betyde, at man risikerer, at halvdelen af hestene må flyttes, og det ønsker man ikke i Dansk Galop. Også Charlottenlund Travbane imødegår en lignende problemstilling, ligesom der er flere velbesøgte, by-baserede rideskoler, der risikerer at måtte dreje nøglen om, hvis lovudkastet går igennem.

