Afslutningen i World Cup kunne ikke være mere spændende, end da de sidste tre ryttere skulle springe og der blev byttet totalt om på rækkefølgen af disse. Inden mandagens sidste afdeling lå Michael Whitaker/Händel II, Rodrigo Pessoa/Baloutbet du Rouet og Markus Fuchs/Tinka’s Boy med mindre end et nedslag imellem dem, mens der var større afstand til de følgende ryttere. Da de startede i modsat orden af rækkefølgen var det Markus Fuchs (Schweiz), der kom først på banen. Efter et omhyggeligt ridt var han fejlfri på forhindringerne, men fik 1 fejl på tid. Da han havde 3 fejl i forvejen, kunne denne tidsfejl koste dyrt, for den bragte ham på 4 fejl eller det samme som et nedslag. Rodrigo Pessoa (Brasilien) havde omregnet 1 fejl fra de to første afdelinger og sprang endnu en gang stort, flot og fejlfrit, mens den førende Michael Whitaker (England), hvis hollandskfødte hingst, Händel, havde sprunget meget overbevisende i de tidligere afdelinger, nu fik et nedslag og måtte overlade føringen til Rodrigo Pessoa, der sidste år satte rekord ved at opnå tre sejre på stribe.
Derefter skulle rytterne i gang med en ny omgang over en lidt kortere bane og efter en uendelighed af ryttere med flere fejl, hvoraf Willi Melliger (Schweiz) med populære Calvaro II (v. Cantus) som den eneste havde sprunget begge runder fejlfrit, nåede man endelig frem til de tre i toppen. Markus Fuchs var igen fejlfri over forhindringerne, men fik sandelig igen 1 enkelt tidsfejl for 66 hundrededel sekunds overskridelse af fejlfri tid. Det kunne koste ham sejren. Michael Whitaker kunne lægge yderligere pres på Rodrigo Pessoa ved at ride fejlfrit, men igen røg der en bom, så sejren syntes at være serveret for Pessoa.
Det var helt op til ham at vinde, og det gik da også flot på de første spring, men så kom der en reel nedrivning, hvor Baloubet simpelthen ikke sprang højt nok og ville have revet ned med maven, hvis ikke lige der var kommet et forben på forinden. Dermed lå også han på 5 fejl, og nu måtte der pludselig en omspringning til. Her havde Pessoa dog fordelen af igen at skulle starte sidst, så virkelig nervøs var han vel ikke. Markus Fuchs lagde imidlertid ud med en perfekt runde, hvor alt simpelthen passede, og de hjørner, der kunne skæres af, blev skåret af. Fejlfrit i tiden 35,25 sek.
Igen var det op til Pessoa at springe hurtigere, men der kom først en nedslag og så endnu et, da han satsede for stærkt – og slog Fuchs’ tid. Michael Whitaker besatte trediepladsen foran Willi Melliger på klassens højeste hest, Calvaro V, der er hele 184 cm høj.
Dermed blev det endnu en gang Boy’ernes stævne. Figaro’s Boy vandt Grand Prix lørdag aften med Ludger Beerbaum, og Tinka’s Boy altså WC-finalen. Præcis ligesom sidste år i Göteborg, men da var det kun en kvalifikationsrunde i WC. Det var første gang, Markus Fuchs blev World Cup vinder, men han har været tæt på i flere år og blev nummer to sidste år i Las Vegas efter at have vundet på anden dagen.
Morsomt – eller tilfældigt – dominerede hingstene i finalen, hvor de seks førende inden den afsluttende afdeling, var hingste. En af dem fik dog for mange nedslag til at blande sig i den endelige afgørelse. Det var hannoveraneren, Goldfever, der blev redet lidt frækt til et lidt specielt spring lørdag aften i omspringningen, hvilket sendte rytteren, Ludger Beerbaum, ud med katapultsæde. Det var dog rart at se ekvipagen på banen igen, selv om det var med to gange to nedslag.
Næste store begivenhed, hvor de alle er samlet, er EM, der i år foregår i Arnhem i Holland fra torsdag den 28. juni til søndag den 1. juli. Efterhånden som stævnet nærmer sig, kan du læse mere om det på www.ecshowjumping.com . Som noget nyt vil der være en træningsspringning for alle EM-deltagerne onsdag den 27. fra klokken 12.00 til 16.00. Den vil også være åben for publikum.
Spændende afgørelse i World Cup i springning
Tilføjet d. 16-04-2001 kl. 19:31 af Brian Nørremark i kategorien Nyheder generelt.

