Heldigvis slap Ludger Beerbaum (Tyskland) med at blive lettere forslået, da han så dramatisk styrtede lørdag aften i omspringningen i anden afdeling af World Cup, hvor Goldfevers ene forben ramte hans ridehjelm. Styrtet skyldtes en oplagt rytterfejl, hvor han satsede for hårdt, hvilket rytteren selv var den første til at indrømme. Han havde håbet på at kunne rette op på en ærgerlig fejl fra dagen før ved at ride lidt mere aggressivt.
Søndag var Ludger Beerbaum klar til at ride Grand Prix på Figaro’s Boy, som han vandt klassen med sidste år. Banen var svær og af 38 startende var det kun fem, som klarede sig frem til omspringningen. Den første i omspringningen var den mindste rytterske, Candice King fra USA, som kom rundt med 8 fejl i tiden 31,85 sek., men derefter red Beerbaum meget omhyggeligt og kontrolleret en fejlfri runde på kun 30,61 sek. Det var nok til sejren, da de sidste tre ryttere alle fik et nedslag, selv om deres tid ikke rakte til en sejr. Willi Melliger (Schweiz) blev nr.2 med Anaconda, på 32,06 sek. foran Helena Lundbeck/Utfors Mynta (Sverige) med 33,39 sek og Yves Houtackes/Granni-G (Holland) med 36,26 sek.
Banen var som alle de øvrige bygget af den særdeles rutinerede Olaf Petersen fra Tyskland, men det var ikke en af hans bedste baner. Normalt bygger man, så fejlene forekommer spredt rundt på de fleste af forhindringerne, men her var det midterste spring i trekombinationen, der gav stort set alle nedslag. Det var et lodret spring anbragt kun et galopspring efter en bred tripelbarre. Den danske OL-rytter, Thomas Velin måtte også indkassere et let nedslag her efter omhyggelig ridning på hans dejlige, franskfødte avlshingst, Equest Carnute. Susan Kjærsgaard/Castana Enemærke fik 12 fejl i alt.
Tidligere på aftenen blev det imidlertid til dansk sejr i en Young Riders konkurrence mellem hold bestående af tre ryttere fra de fire nordiske lande. Det sejrende danske hold fik i alt 8 fejl og bestod af Karina Rie Truelsen/Dinky des Orts med 4 fejl, Sara Møller Pedersen/Lancelot med 4 fejl og Tina Lund/Lanthanid, der red fejlfrit. Sverige fik 20 fejl, Finland 24 og Norge 34 fejl.
Ludger Beerbaum OK
Tilføjet d. 15-04-2001 kl. 23:44 af Brian Nørremark i kategorien Nyheder generelt.

