Det er helt lovligt og forsvarligt at få chippet sin hest for at slippe for at indberette foder til Plantedirektoratet, ifølge Kiwa Riis Olesen, formand for Den Danske Dyrlægeforenings sektion for heste. "Når jeg chipper en hest, fordi ejeren beder om det, skriver jeg jo ikke, at den har fået medicin. Jeg skriver kun, at den ønskes udtaget af fødekæden" siger hun. "Det betyder, at ejeren har besluttet, at hesten aldrig skal slagtes, og hvis den aldrig skal det, behøver man ikke at indberette dens foder til Plantedirektoratet."
Kiwa Riis Olesen afviser også, at medicin-chippen skulle volde problemer med hensyn til udenlandsrejser i forbindelse med f.eks. stævner. Rideheste må gerne transporteres over landegrænser, understreger hun, uanset om de er medicinchippet eller ej. Det er kun heste tilmeldt slagtetransporter, der bliver sorteret fra af kredsdyrlægen inden de forlader Danmark.
Desværre åbner dette en mulighed for at køre over grænsen med ulovlige slagtetransporter. "En hest kan godt rejse afsted som om den f.eks. skal til ridestævne, og så blive slagtet alligevel", siger Kiwa Riis Olesen til Heste-Nettet. "Det kan vi ikke kontrollere, for der er ingen grænsekontrol. Vi kender ikke omfanget af de ulovlige slagtetransporter, men der er rimelige penge i dem, så det ser ud til, at de kører."
Hvis man vil være 100% sikker på, at ens hest aldrig havner på en slagtetransport, er det altså ikke nok at få den medicinchippet. Man skal samtidig være meget forsigtig med hvem man sælger den til.
"Lige nu arbejder vi på vores høringssvar på lovudkastet om hold af heste", siger Kiwa Riis Olesen. "Men så snart vi er færdige med det, tager vi fat på pasordningen. Det er meningen, at vi skal bruge de nye EU-pas, som bliver obligatoriske for alle heste, til at medicin-registrere. Det er tænkt sådan, at ingen hest skal kunne slagtes i EU uden at have et pas. Hvis en hest så har et pas, hvor der står, at den har fået medicin, kan den ikke indgå i fødekæden noget sted, og så vil der heller ikke være penge i at sende den sydpå på en ulovlig slagtetransport."

