I går mødtes ca. 60 ryttere, trænere, dyrlæger og andet FEI-godtfolk i Lausanne til et topmøde om den omdiskuterede rollkurmetode, som blandt andet benyttes af den hollandske toprytter, Anky Van Grunsven.
Foreløbig er det blevet konkluderet, at selvom metodens konsekvenser for hestens velfærd er ukendte, bør der alligevel føres en form for kontrol med hvor meget og hvordan den benyttes. Der skal uddannes stewards, som kan holde øje med misbrug ved både spring- og dressurstævner, og FEI planlægger at udgive en rapport, som skal klarlægge præcis hvor skadelig metoden eventuelt kan være.
Udtrykket roll-kur er et slangord, som FEI ikke føler, bør benyttes i officielt øjemed. Derfor har man besluttet at erstatte det med "hyper flexion of the neck" - altså overbøjning af halsen. Ved mødet i Lausanne blev det slået fast, at det er nødvendigt med en mere detaljeret definition af, hvad der udgør misbrug af metoden. Eventuel smerte, ulempe og stresspåvirkning af hesten skal undersøges, og en rapport fra mødet skal indeholde en vurdering af behovet for yderligere forskning.
Kilde: FEI

