Hopper som nusses og håndfodres, mens deres føl er små, fostrer mere tillidsfulde, lærenemme og medgørlige afkom. Det viser en fransk undersøgelse, udført på 21 hopper med føl.
De første fem dage af føllenes liv blev deres mødre dagligt striglet blidt og fodret med godbider, mens føllene så på. Tyve kontrolhopper - ligeledes med føl - blev overhovedet ikke håndteret. Dernæst blev der udført forskellige eksperimenter, da føllene var 15 og 30-35 dage gamle. Deres reaktioner på mennesker - både stillestående og i bevægelse - og på et sadelunderlag blev observeret. Endelig blev føllene testet igen som åringer. Her kom først det kendte menneske fra deres tidlige "føldom" ud på marken til dem, og dernæst en helt fremmed.
Konklusionen på undersøgelsen er, at hoppens forhold til mennesker har indflydelse på føllets senere adfærd. Test-føllene var i alle aldre mere kontaktsøgende overfor mennesker, end kontrolføllene var. Desuden viste test-føllene markant færre tegn på undvigelses- og flugtadfærd end kontrol-føllene, ligesom test-føllene var mindre skeptiske overfor at få lagt et sadelunderlag på ryggen.
Meget interessant var det, at test-føllene efter et helt år uden anden "træning" end de første fem dage af deres liv stadig var mere tillidsfulde end kontrol-føllene, og at tilliden ikke kun galdt de i forvejen kendte mennesker fra de tidlige associationer til mad og hygge, men derimod også strakte sig til komplet fremmede mennesker.
Forskerteamet bag undersøgelsen mener, at deres fremgangsmåde er at foretrække i forhold til andre tidlige metoder til "fremtidssikring" af føl, hvor man f.eks. udsætter dem for klippemaskiner, vandslanger, trailere, tæpper o.l. i løbet af de første timer af deres liv. Her mener nogle, at der er fare for at stå i vejen for den tidlige knytning af bånd mellem hoppe og føl.
Kilde: HorseConnexion

