Hestens Værn: Prinsepony helt forsvarligt
Næstformand i Hestens Værn, berider John Randskov, synes, det er helt i orden, at kronprinsparrets lille søn har fået en pony forærende i anledning af sin barnedåb. John Randskov mener ikke, regeringen sender et uheldigt signal ud ved at give et levende dyr som gave. "Generelt er det ikke så smart med en hest som gave, hvis der ikke er hestekyndige i familien", siger han i dag til Heste-Nettet. "Men forældrene ved her hvad de har med at gøre, og de har begge både erfaring med og interesse for heste".
Næstformanden er ikke bekymret for, at den firbenede dåbsgave skal gå hen og skabe et uhensigtsmæssigt modefænomen, hvor en lille pony pludselig bliver en populær gaveidé. "Det største problem er der hvor man bruger en hest som præmie i et lotteri, og det er helt tilfældigt, hvem der vinder den", siger John Randskov, og tilføjer, at hvis man endelig skal give en hest som gave, er der et par ting, man bør huske på. "Giveren skal være opmærksom på, at en hest skal passes hver dag, og ikke mindst at det er en udgift, man forærer væk som gave".
Den knap femårige prinsepony hedder Flikflak, og kommer fra Stutteri Gærshøj. Den kan ses på www.gaershoej.dk hvor den stadig står under "salgsheste".
Tilføjet d. 21-01-2006 kl. 17:59 af JulieTaylor i kategorien Nyheder generelt.

