En hesteejer står nu tilbage med en regning på 15.000 kr, efter at hendes hest blev forfangen af at spise mystiske godbider fra fremmede forbipasserende, skriver Albertslund Posten i dag.
Havregryn, hundekiks og andet godt fra køkkenskabet er blandt de mistænkte, når hesteejer Sheila Lyngvild skal gætte på, hvad der har gjort hesten, Røde, syg. Lige før jul måtte den indlægges på Landbohøjskolen, da den var blevet meget sløj, og havde fået feber. Hele fire gange blev Røde undersøgt ved gastroskopi, og selvom den nu er hjemme på folden igen, er den stadig på smertestillende medicin, og må fortsat tilses af dyrlægen.
Hestens ejere er ærgelige over, at forbipasserende tilsyneladende ikke kan forstå, at tilfældig fodring kan være farlig for heste. Nu håber de, at deres lokalavis kan hjælpe med at sprede budskabet.

