Badminton military aflyst
Mund- og klovsygen i England har medført aflysning af den fire stjernede militarykonkurrence i Badminton (The Mitsubishi Motors Badminton Horse Trials), der skulle have været afholdt i begyndelsen af maj.
På det område, som benyttes til konkurrencen, græsser til daglig 500 hjorte, 1000 får og en stor flok jersey kvæg, og derfor er hele parken, der hører til slottet/godset Badminton House blevet afspærret, da man hørte om de første udbrud af sygdommen. Desuden ligger der mange andre landbrug med kvæg og får uden om området, så det ville have været helt umuligt at gennemføre alle de aktiviteter, der følger med det store arrangement, selv om M og K-sygen var kommer hurtigt under kontrol.
Hugh Thomas, der er direktør for Badminton military, udtaler, at det var en meget sørgelig dag, da man blev nødt til at aflyse. ”Vi føler både med rytterne, tilskuerne og især alle standholderne, der baserede en stor del af deres årlige indtægter på salget i teltbyen ved terrænbanen.”
Badminton military tiltrækker hvert år omkring 250.000 tilskuere den dag, hvor udholdenhedsprøven finder sted. Det er dermed ikke blot verdens største sportsbegivenhed, men kun de allerstørste rockfestivaler kan samle lignende tilskuermængder. Og det er endda på trods af en omfattende tv-dækning. Til gengæld er der nogen af de lokale beboere, der nok vil glæde sig over, at de kan komme frem på de små lokale veje, som plejer at være blokerede i timevis.
Tilføjet d. 04-04-2001 kl. 13:19 af Brian Nørremark i kategorien Nyheder generelt.

