Anky ikke til Vilhelmsborg
WORLD CUP DRESSUR
Desværre er Anky van Grunsven ikke i stand til at forsvare sin tittel.
Heste og ryttere fra hele verden er ved at komme frem til årets World Cup Dressur Finale, der finder sted på det nationale hestesportscenter, Vilhelmsborg, ved Aarhus. Finalen begynder på fredag den 6. april, men allerede torsdag morgen, skal World Cup hestene igennem dyrlægekontrollen.
Den hollandske World Cup direktør Joep Bartels har gjort sig de største anstrengelser for at få de hollandske autoriteter til at gøre en undtagelse fra forbudet mod at flytte dyr i Holland, men der var intet at gøre. Derfor er det ikke muligt for den forsvarende WC-vinder, Anky van Grunsven, at deltage på Vilhelmsborg. Heller ikke hendes landsmand, Sonja Gademan, og vinderen af den asiatiske afdeling af World Cup, Toshihiko Kiso, der trænede i Anky’s stald, er derfor i stand til at deltage. Endnu en hollandsk deltager, Gonnelien Rothenberger, der blev nummer to i den vesteuropæiske afdeling, var derimod så heldig, at hun tilfældigvis opholdt sig i Tyskland, da bestemmelserne blev indført, så hun har ingen problemer med at rejse til Danmark med sin hest. Tirsdag morgen bestemte den internationale Dressur Committee i øvrigt, at det ikke var muligt at lade andre ryttere erstatte de kvalificerede ryttere, der ikke var i stand til at rejse til Danmark.
Følgende ryttere kan deltage i finalen:
De kvalificerede fra Vest Europa: Ulla Salzgeber (Tyskland), Gonnelien Rothenberger (Holland), Rudolf Zeilinger (Tyskland), Isabell Werth (Tyskland), Jan Brink (Sverige), Lars Petersen (Danmark), Stephan Peter (Østrig)
Fra Central Europa: Malgorata Morsztyn (Polen)
Fra USA: Tom Noone (USA)
Fra Canada: Nancy MacLachlan (Canada)
Fra Pacific: Kristy Oatley-Nist (Australien)
Fra Syd America: Marietta Almasy (Frankrig)
Desuden er et wild card blevet tildelt: prinsesse Natalie Zu Sayn-Wittgenstein (Danmark), der næsten havde kvalificeret sig, men ikke kunne komme til start i den sidste kvalifikationskonkurrence i s’Hertogenbosch i Holland, da stævnet blev aflyst på grund af Mund og Klovsygen.
Tilføjet d. 03-04-2001 kl. 21:46 af Brian Nørremark i kategorien Nyheder generelt.

