Prinsgemalen overværer Hubertusjagt
På Kongehusets hjemmeside kan man læse, at Hans Kongelige Højhed Prinsgemalen overværer den årlige Hubertusjagt i Jægersborg Dyrehave søndag den 6. november kl. 10.00-12.00.
Når Kongehusets medlemmer overværer Hubertusjagten, betyder det sædvanligvis, at Den Kongelige Stald leverer en ekvipage med landauer forspændt to eller fire heste. Da det i år er Prinsgemalen, kunne man godt forestille sig, at det bliver med firspand.
Det er vel også efterhånden blevet tradition, at Hofmarkskallen og Staldmesteren kører rundt i en vogn med heste fra Stald-Etaten, så begge ekvipager kan formentlig ses ved pausen ved Eremitageslottet.
Om Hubertusjagten
Hvert år siden Sportsrideklubbens stiftelse i år 1900 er Hubertusjagten blevet redet den første søndag i november. I år altså søndag den 6. november. For jagtrytterne starter sæsonen i begyndelsen af april og sæsonen slutter med denne traditionsrige jagt i Dyrehaven.
Hubertusjagten er særlig spændende, fordi den - i modsætning til årets øvrige ca. 24 jagter - slutter med et 800 meter langt væddeløb. Den rytter, der kommer først i mål, er årets Hubertus-vinder.
Hvis vejret er godt plejer der at være mellem 40 og 50.000 tilskuerre - mere end der er i parken til landskampe. Der er både heste og pony felt. Og i år kan fuldblods heste ikke vinde, så hvem der vinder tør ikke engang hærdede jagtryttere at gisne om .
Rytterne
I selve Hubertusjagten deltager ca. 100 voksne ryttere og ca. 15 ponyryttere. Søndagen før Hubertusjagten, bliver det på årets næstsidste jagt på Ledreborg Slot offentliggjort, hvem der er kvalificerede til at ride med i Hubertusjagtens opløb. Udvælgelsen foregår således, at de 30 ryttere, der har fuldført flest jagter i årets løb, inklusive den næstsidste jagt, kan være med i opløbet. Som noget nyt i år, må fuldblodsheste ikke deltage. De må fremover kun deltage hvert andet år, i lige årstal. 2005 bliver således det første år, hvor fuldblod ikke må starte.
For ponyrytternes vedkommende har alle, der har fuldført mindst 6 jagter, inklusive ponyrævehalejagten, i løbet af sæsonen, lov til at ride opløb. I år vil der endvidere deltage ryttere fra flere lande.
Tilskuerne
På Hubertusdagen er der sædvanligvis mellem 20.000 og 30.000 mennesker i Dyrehaven, og mange stiller allerede op fra morgenstunden for at sikre sig en god plads. Det mest populære tilskuer-sted er ved Magasindammen, hvor rytterne springer direkte ud i vandet. Der er også mange tilskuere ved Ulvedalene, Grusgraven og selvfølgelig ved Eremitageslottet, hvor opløbet og præmieoverrækkelsen finder sted.
Jagten
Starten på jagten går fra Peter Lieps Hus kl. 10.00, efter at master har præsenteret officials og givet feltet instruktioner om jagtens forløb. Når feltet har været igennem bl.a. Ulvedalene og Grusgraven, der begge har forhindringer med dyb landing, slutter 1. etape ved Eremitageslottet ca. kl. 10.50. Efter en pause på ca. 15 minutter fortsætter jagten, og ved slutningen af 2. etape kommer rytterne til det spændende udspring i Magasindammen (forhindring nr. 31).
Jagten er 13 km lang og undervejs skal der passeres 34 forhindringer. Selve jagten slutter igen ved Eremitageslottet, og opløbsrytterne rider derefter mod den gamle galopbane, hvor væddeløbet starter.
Favoritterne
Blandt favoritterne til opløbet for de store heste er:
Bettina Olsen / Cosmo,
Lotte Holm/ Hevira
Henrik Erichsen / Peter Pan
Mark Hartwig / William
I år er det meget åbent, idet fuldblodsheste for første gang ikke kan deltage. Fuldblodsheste kan for fremtiden kun deltage hvert andet år, i lige årstal.
For ponyfeltet er favoritterne:
Simone Winther Petersen/Boss (vinder af steeplechase 2005)
Camilla Eriksen/Karaat (2. plads til steeplechase 2005/Ponyrævehalevinder 2005)
Anne Sofie Kornerup/Prince (ponyrævehalevinder 2004)
Præmieoverrækkelsen
Når den hurtigste rytter har passeret målet, er der præmieoverrækkelse på trappen ved Eremitageslottet, hvor Hubertusvinderen modtager Prins Henriks ærespræmie og Eurocards æresdækken.
Pony-Hubertusvinderen modtager Hubertuskæden og Eurocards æresdækken.
Hubertusvinderen bliver om aftenen fejret ved den store Hubertusfest på Den Kongelige Skydebane, Sølyst, Klampenborg, hvor vinderen ved en traditionsrig ceremoni får overrakt Hubertuskæden, der bærer samtlige Hubertusvinderes navne og årstal for deres sejr.
Læs mere på løbets egen hjemmeside www.hubertusjagt.dk.
(Kilder: Mette Kaufmann, Sportsrideklubben samt Dansk Køreforbunds hjemmeside]
Tilføjet d. 03-11-2005 kl. 10:42 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.

