DM og NM i pløjning med heste
Lørdag, den 22. oktober 2005 er Midtjysk Køreselskab vært ved Dansk og Nordisk Mesterskab i pløjning med heste. Mesterskabet afholdes på Lægård Landbrugsskole, Skivevej 112, 7500 Holstebro. Foruden Danmark deltager Sverige og Norge i det nordiske mesterskab.
Lørdag vil der også være mulighed for, at overvære eller deltage i kartoffeloptagning med heste. Familieudvalget i Ringkøbing tilbyder, at man kan få nyopgravede kartofler med hjem til aftensmaden. Kartoffelmarken er holdt med heste hele sommeren igennem. Se nærmere i programmet.
I pausen vil der være opvisning af medlemmer fra Midtjysk Køreselskab. Der vil blive vist forhindringskørsel med 2 stk. 1-spand samt 2 stk. 4-spand. Kuskene er Helle Graves – 1-spand pony I, John Sørensen – 1-spand pony I, Jens Høgh – 4-spand pony I samt Niels Chr. Simonsen – 4-spand hest.
Der vil også være mulighed for, at besøge plovkroen/telt, som kan tilbyde lidt, så man heller ikke går sulten fra arrangementet.
Favoritter til guldmedaljen for både det danske og nordiske mesterskab er Niels Schelde Petersen og Lis Laumann – det er lige før at jeg vil påstå at lodtrækningen om ager ville kunne være afgørende, en skræksituation som arrangørerne gerne er foruden. Men de 2 pløjere er så tæt på hinanden at det kan være dagsformen der bliver afgørende. Lis Laumann har sikret sig at næste generation er på vej, Tina Laumann Søndergaard er sammen med sin mor de eneste piger blandt de i alt 32 pløjere til DM.
Der er mange forskellige heste med, de 2 favoritter pløjer begge med Fjordheste, men der kommer også Jyder: Niels Jørgen Ramsdal, der imponerede på Landsskuet ved at køre Ben Hur spand – 4 på tværs. Det er næsten utroligt at de heste der galoperede for fuld fart rundt i den store ring på Landskuet i Herning nu går sindigt og roligt for ploven.
Sjællænderne vil sikkert gøre alt for at fravriste jyderne deres medaljer, og de gør det med Frederiksborg og Oldenborg heste. Bl.a. kommer der halvbrødre til de heste som trak Kronprinseparrets bryllupskaret i Fredensborg sidste år. Birger Hansen bruger nemlig Oldenborg heste efter Buster Kærgaard, som dem der står i den Kongelige Stald, i øvrigt de samme heste som datteren kører med til konkurrence kørsel. Jan Hansen pløjer med Frederiksborg heste, vandt sjællandsmesterskaberne og kunne være en trussel mod de jyske pløjere.
[Kilde: Jørgen Konge]
Tilføjet d. 19-10-2005 kl. 23:17 af C Henrik Biering i kategorien Nyheder generelt.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

