Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Fart og spænding i Midtjydsk Rideklub


Søndag 9. oktober afholdes stort Military stævne, hvor denne, ridesportens mest alsidige, actionprægede og publikumsvenlige disciplin, præsenteres af dygtige ryttere og heste i den smukke natur omkring Midtjydsk Rideklub i Hammel.

Er du vild med dressurridningens elegance, ridebanespringningens præcision og styrke samt terrænspringningens fart, kraft og spænding? Flotte heste, alsidige, dygtige ryttere, action og udfordringer - alt sammen indbegrebet af Military og grunden til at selv "ikke-hestefolk" falder for denne sport. Og grunden til at Midtjydsk Rideklub er det helt rigtige sted at opholde sig søndag 9. oktober.

Military-dagen på Midtjydsk Rideklub byder først på dressurprogrammer af varierende sværhedsgrader på klubbens to, udendørs dressurbaner. Herefter følger ridebanespringning, som foregår på Klintholms store, udendørs springbane. Dagen afsluttes med et actionpræget og til tider hæsblæsende ridt i den smukke natur i skoven bag Klintholm, hvor den imponerende terrænbane skal forceres så tæt på idealtiden som muligt.

Som noget helt specielt ved dette stævne har Midtjydsk Rideklub valgt også at arrangere en særlig VIP-klasse. Denne klasse er åben for sponsorer og officials, ligesom klubben har inviteret en række ”old boys ryttere” fra hele landet til at komme og vise deres evner.

Flere af rytterne har tilknytning til Midtjydsk Rideklub som sponsorer, og klubben er meget glade for at kunne tilbyde denne noget alternative form for sponsorpleje. Vi ser det som en enestående (og ....nåh ja.....ret krævende......) mulighed for at få optimal indsigt i, hvad sponsor-kronerne går til!! VIP-klassen tæller ikke med i det officielle pointregnskab for Military stævnet, uden at dette nok komme til at blokere for en hård konkurrence også i denne klasse. Med andre ord: Denne klasse rides udelukkende for sjov, men af en samling dygtige og meget entusiastiske ryttere - vi garanterer stor underholdningsværdi!!

Midtjydsk Rideklub er meget, meget stolte af at Military stævnet 9. oktober er sponseret af Stald Künnemann (se evt. www.akhorses.dk). Vi har modtaget følgende fra Andreas Künnemann om hans baggrund for at indgå i et sponsorsamarbejde med Midtjydsk Rideklub:

"Inden jeg begyndte mine beriderlære, har jeg selv deltaget i Military stævner op til middelsvær" siger Andreas Künnemann. "Efterhånden var sporten dog blevet så hård overfor heste og ryttere, at jeg ikke syntes det var noget for mig. De seneste år har sporten dog ændret sig eminent, bl.a. pga. presset udefra, så man nu virkelig igen kan sige : Military - kronen af ridesporten! Military er blevet lempet i selve terrænbanen og distancen, samtidig blev steeplechase delen fjernet"

Andreas Künnemann fortæller yderligere: "Vi avler selv heste med meget fuldblod, og det nye koncept i Militaryen giver os en afsætningsmulighed for vores heste! Dermed er det givet, at vi støtter denne sport. At vi begyndte med dette lige her i denne klub, har sin begrundelse i, at vi blev spurgt meget pænt, og vi synes at alle medlemmer står sammen om arrangementet. Det beviser klubånd, som desværre ikke findes meget mere i denne ellers meget individuelle sport!"

Ved stævnet forventes over 60 ryttere fordelt på de forskellige klasser. Midtjydsk Rideklub er repræsenteret ved 6 ryttere. Blandt andet deltager kun 11-årige Louise Gosvig, som denne dag rider sit tredje Military stævne, hvoraf det er blevet til hele to andenpladser. ”Jeg er vild med Military fordi jeg dér får lov at springe både på banen og i terrænet. Det er springning, jeg brænder mest for – og så er jeg vild med at der sker en masse i Military. Samtidig er det ret sjovt at være én af de yngste deltagere – min pony Obelix og jeg får altid en dejlig masse opmærksomhed” smiler Louise.

Military stævnet i Midtjydsk Rideklub starter kl 8.00 med dressurridning og ridebanespringning. Herefter følger udholdenhedsridt på terrænbanen kl 11.30, startende med VIP-klassen, efterfulgt af ponyklaserne og afsluttende med hesteklasser.

[Kilde: Ulla Bech, Military-udvalget og Jan Brauer, Midtjydsk Rideklub]

 

Tilføjet d. 07-10-2005 kl. 19:31 af i kategorien Nyheder generelt.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider