Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Forandringer på Heste-Nettet


1. oktober 2005 tages der hul på et nyt kapitel i Heste-Nettets udvikling, idet Pia Robdrup overtager en del af den administrative ledelse af Heste-Nettet fra Henrik Biering. Det drejer sig om blandt andet Ryttersnak og Markedspladsen. I løbet af de næste tre måneder afvikler Henrik yderligere en række af sine nuværende indsatsområder for Heste-Nettet.

Pia (kendt som PiaR) har været aktiv på Heste-Nettets Ryttersnak siden starten i 1997 og udviklede bl.a. et personligt præsentationsgalleri for skribenterne på Heste-Nettet, som gav inspiration til det senere HN-Lodge. Pia har i flere år fungeret som leder af markedspladsmoderationen med særligt ansvar for Hest&Pony området.

Teknikken bag det nuværende Heste-Nettet er udviklet trinvis over mere end 5 år og står nu foran en fuldstændig fornyelse. Med mange ønsker til ny funktioner er der imidlertid tale om et stort og langvarigt projekt, hvor mange af funktionerne ikke blot vil kunne benyttes til en hesteportal, men også i mange andre sammenhænge.

For at kunne udnytte disse muligheder har Henrik samt de to udviklere Sylvester og Casper valgt fremover at koncentrere sig fuldstændigt om teknikken og har fået kontor i det ny IT-universitet på Amager. Her er der fine muligheder for samarbejde med iværksættere og studerende inden for webudvikling samt mobil-, spil- og elærings-teknologi.

Udviklingen af Heste-Nettet vil fremover foregå i et aftalt samarbejde mellem det ny teknikfirma og Heste-Nettet Fond, som vil give Heste-Nettets brugere bedre muligheder for at påvirke udviklingen end de sidste par år. Bl.a. regner vi snart med at kunne invitere interesserede grupper af brugere til at deltage i møder om forskellige temaer. Foreløbig har vi fået en mængde informationer gennem brugerundersøgelsen i september. Næsten 4000 brugere gennemførte de mange spørgsmål i undersøgelsen og specielt takker vi de 2102 brugere, der er kommet med personlige kommentarer og forslag - det blev til i alt 88 tætskrevne sider.

En del af de ny funktioner vil først blive afprøvet på det gamle Heste-Nettet, så overgangen til det ny Heste-Nettet bliver så glidende som mulig og giver brugerne mulighed for at komme med kommentarer og forslag. Netop nu introducerer vi nogle forbedringer omkring indtastning af tekst på Ryttersnak og Markedspladsen samt bedre funktioner for moderationen.

Parallelt med den tekniske udvikling vil Dansk Landbrugs Medier, der udgiver Magasinet Hest, styrke den redaktionelle indsats på Heste-Nettet, så både den faglige profil og nyhedsdækningen forbedres væsentligt.

Mvh,
Heste-Nettet

 

Tilføjet d. 01-10-2005 kl. 20:49 af i kategorien Nyt fra Heste-Nettet.dk.




Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider