Den 27. – 28. august 2005 blev Danish Open, det før så populære Nordsjællandske stævne, genoplivet og foregik på Digelsgaard Ridecenter i Fredensborg. Der var 66 heste med omtrent 250 starter og deltagere fra Danmark, Norge og Tyskland.
Stævnet tilbød i år dobbeltpointed AQHA show samt NRHA for reinerne og det forholdsvis nye koncept i Danmark, NSBA klasser for Pleasure og Hunter ryttere. Sidstnævnte var en succes, og mange ryttere har efterfølgende ønsket at være med i NSBA, så vi kan kun opfordre andre stævnearrangører til at udbyde disse klasser for fremtiden.
Til at dømme kom en gammel kending Fain Yearty fra Florida, som før har dømt i Danmark samt Scott Buckwalter, der var her for første gang. Begge dommere er utrolig erfarne herrer og blev meget værdsat af deltagerne for deres positive og professionelle facon. Vi må dog konstatere, at Fantasy Pleasure vist er et Skandinavisk påfund, hvilket resulterede i en yderst speciel pleasure-klasse, der inkluderede både sidepass og volter, til stor morskab for både deltagere og tilskuere.
NRHA reining klasserne var godt besat, men bunden var desværre ikke ideel, for at sige det mildt, noget man desværre oplever jævnligt herhjemme. Om søndagen var vejret solrigt og klasserne blev flyttet udenfor, hvilket hjalp en smule. Man kan dog konstatere, at faciliteterne alt i alt ikke var optimale og ikke egnet til et stævne af den størrelse. Stævneledelsen er derfor allerede nu ved at finde et rigtig godt sted til næste års Danish Open, og flere gode steder i Nordsjælland er under lup. Der er desuden planer om at flytte showet til begyndelsen af august, for at undgå at kollidere med bl.a. Quarter Horse EM.
[Kilde: Mette Vinholt, Fotos: Trine Christensen]
Succes for nyt koncept i Danish Open
Tilføjet d. 12-09-2005 kl. 18:20 af C Henrik Biering i kategorien Ridesport.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

