Logo used for printing

HN afstemning
Rider du i din lokale skov?

Log ind for at deltage i afstemningen

Tidligere resultater

Kørsel som i gamle dage…


Lørdag den 3. september arrangerede Vendsyssel Køreforening stævne i "Brugskørsel" på Kørecentret Holtegaard, Vester Hassingvej 39 ved Dronninglund.

Ved brugskørsel er de forskellige forhindringer udarbejdet sådan, at de illustrerer arbejdsforholdene i gamle dage, f.eks. en lille gårdsplads. Denne er markeret ved hjælp af stolper sat op i en firkant. Også rampen på mejeriet hvor mælkejungerne blev læsset af og på er med. Her i form af en vogn, hvor kusken skal køre så tæt på som muligt. Herefter overlader han tømme og pisk til medhjælperen, som sidder ved siden af. Kusken må her stole på at hesten står stille, mens han læsser mælkejunger eller sække på og af vognen. Ligeledes er der nogle stolper, hvor kuskene skal bakke ud af og ind i. Også for at illustrere de opgaver kuskene kunne komme ud for i gamle dage, hvor de ofte var nødt til at bakke ind i vognporte. Netop i denne forhindring havde flere af kuskene problemer, og der var kun to der fuldførte denne opgave.

Som noget nyt på Holtegaard skulle heste og vogne også igennem den nye vandgrav, der er lavet på kørecentret. Ikke alle var lige villige og en enkelt måtte opgive. Men her som i andre discipliner indenfor køresporten er det et spørgsmål om træning og tillid til kusken. Alt dette foregår i et adstadigt tempo, dog skulle banen på godt 900 meter gennemføres på tid – ca. 9 min. Så en rolig skridt rundt var ikke nok, der måtte en smule mere fart på.

Der er over hele landet en stadig stigende interesse for netop denne form for kørsel med heste. Nok er der ikke så meget fart under feltet, men det er en kørselsform, der kræver lydige og meget tillidsfulde heste. Brugskørsel stiller også krav til at kusken ved hvordan han skal komme rundt i forhindringerne. Men samtidig er konkurrencen indrettet på en sådan måde, at alle med hest har mulighed for at være med.

For at gøre det så reelt som muligt, er det samme vogn alle kører med. I konkurrencen indgår også forspænding, hvor kusken bedømmes i hvordan der bliver spændt for og fra.

Ove Larsen blev nr. 1 i forhindringerne. Næste arrangementer på Holtegaard er pløjestævne d. 24. sep. og træningsstævne d. 6 nov. Tidspunkter kan ses i dagspressen under lokalsiderne. Der er gratis entre til begge arrangementer.

[Kilde: Peter C. Andersen, Vendsyssel Køreforening]

 

Tilføjet d. 12-09-2005 kl. 16:53 af i kategorien Ridesport.
Forsidebillede: Ingen titel af Henrik (HN)

Billede



Informationer om HN


Annoncering


Mest populære sider